Uge 7 - 2017

Yderligere stigning i antallet af patienter med influenza

Der ses fortsat en betydelige forekomst af patienter, der får påvist influenza. Der er overvejende stadigt tale om infektioner med influenza type A (H3N2), der er kendt for at gå særligt hårdt ud over de ældre og typisk medfører flere hospitalsindlæggelser.

Der blev påvist 539 tilfælde af influenza i uge 6, hvilket er højere end flere tidligere sæsoner, men dog ikke højere end sidste sæson, hvor det højeste antal ugentligt påviste tilfælde nåede 581.

Andelen af patienter, der kontakter praktiserende læge og vagtlæge med influenzalignende symptomer, er nogenlunde uændret, og ligger på et lav-til-middel niveau for sæsonen. Derimod er antallet af indlagte hospitalspatienter med påvist influenza steget yderligere siden forrige uge. Se overvågningsdata her.

Der er også andre luftvejsinfektioner i omløb, heriblandt RSV, mykoplasma pneumoniae og rhinovirus.

I flere europæiske lande rapporteres fortsat om høj influenzaaktivitet og stor belastning på hospitalerne, ligesom der ses en markant overdødelighed. I andre lande er influenzaaktiviteten dog faldet i de seneste par uger.

Det ugentligt antal påviste influenzatilfælde for den indeværende sæson er nu nået op på niveau med forrige sæson. Antallet af indlagte på hospital med influenza overstiger i denne sæson tidligere sæsoner. Da de ældre udgør en stor andel af patienterne, vil der muligvis ses længerevarende indlæggelser med øget belastning på hospitalerne til følge. Der ses endnu ikke betydelig overdødelighed blandt de ældre. Der forventes fortsat at være influenza i omløb de kommende 4-6 uger, med flere indlæggelser til følge. Der opfordres derfor til øget opmærksomhed på eventuel antimikrobiel behandling af risikogrupper med influenzalignende symptomer jf. Retningslinjer for håndtering af influenza.

Patienter med påvist influenza indlagt på intensivafdeling i denne sæson sammenholdt med de fem forrige sæsoner