Polio i verden - opdatering

Polio er tæt på at være udryddet i hele verden, og WHO har siden maj 2014 erklæret international spredning af poliovirus (både vildtype og vaccinetype) for en folkesundhedsmæssig krise af international betydning (senest opretholdt og opdateret af WHO i august 2018).

Aktuelt spredes vild poliovirus (VPV) fra Afghanistan, Pakistan og Nigeria, tabel 1. Nigeria er fortsat med på denne liste selvom der ikke er rapporteret tilfælde af vild poliovirus i hele 2017 og 2018 til nu. Der er derimod påvist cirkulerende vaccinestamme-poliovirus (cVDPV)* i 2018, senest den 16. september. Derudover har der også været spredning af cVDPV fra Somalia og Papua Ny Guinea.

Det betyder, at der p.t., og i medfør af det internationale sundhedsregulativ (IHR), er krav om (re)vaccination mod polio ved udrejse for personer, der har opholdt sig i mindst 4 uger i enten Afghanistan, Pakistan, Nigeria, Somalia eller Papua Ny Guinea, og hvor seneste poliovaccination er givet for mere end 1 år siden.

I denne situation anbefaler de danske myndigheder, at revaccinationen gives inden afrejse fra Danmark, primært for at sikre, at den rejsende får en kvalitetssikret vaccine under sterile forhold. Vaccinationen skal dokumenteres i det gule internationale vaccinationskort.
Hvis man allerede er revaccineret inden for 12 måneder (og rejser ud af landet igen inden for denne periode) skal man medbringe sit almindelige vaccinationskort som bevis for vaccinationen.

Ved rejser til lande hvor VPV og cVDPV er påvist inden for de seneste 3 år, men hvor der ikke er tegn på spredning til andre lande, bør alle rejsende være fuldt vaccineret mod polio. Dette gælder aktuelt for rejsende til Den Demokratiske Republik Congo, Syrien, Kenya og Niger.

WHO oversigt over lande med poliovirus