Udbrud af kolera i Yemen – opdatering

Statens Serum Institut har tidligere skrevet om koleraudbrud i Yemen.

Sundhedsmyndighederne i Yemen og WHO rapporterede pr. 24. september 2017 om i alt 738.212 mistænkte tilfælde af kolera siden 27. april 2017 inkl. 2.117 dødsfald. Børn under 18 år tegner sig for ca. 56 % af tilfældene.

Antal sygdomstilfælde stiger stadig i nogle områder, men på landsplan har antallet af tilfælde været stabilt over de seneste tre uger.

Forebyggelse:
Kolera forebygges primært ved at koge eller rense drikkevand og sørge for, at maden er gennemstegt eller kogt, og bliver serveret rygende varm. Skaldyr udgør en særlig risiko, da de filtrerer vandet, de lever i, og derved kan opsamle store mængder bakterier.

Der findes en koleravaccine, som anbefales til nødhjælpsarbejdere, som skal til katastrofeområder, og som kan overvejes ved længerevarende ophold i udviklingslande under primitive forhold. For almindelige turister er risikoen for at pådrage sig kolera meget lille, hvis ovenstående forholdsregler følges.

Symptomer:
Infektionen viser sig som akut mave-tarminfektion med kraftig, vandig diarré og opkastning. De fleste inficerede har ingen symptomer, men 5-10 % af de smittede udvikler kolera, som hurtigt kan medføre en livstruende dehydrering. Blandt patienter med ubehandlet kolera-sygdom er dødeligheden høj.

Behandling:
Rigelig indgift af væske for at forebygge og behandle dehydrering som følge af diarré og opkastninger. Relevant antibiotikabehandling kan forkorte forløbet og udskillelse af bakterien. Med korrekt væskebehandling er dødeligheden under 1 %.