Gul feber-udbrud i Brasilien

Pan American Health Organization (PAHO) og WHO har fra uge 1 af 2017 til den 18. januar 2017 rapporteret om 206 formodede og sandsynlige tilfælde af gul feber (heraf 53 dødsfald) i staten Minas Gerais i Brasilien.

WHO har pr. 13 januar 2017 oplyst at 19 tilfælde er bekræftede, men der foreligger ikke senere opdaterede oplysninger.
Toogtyve af de 53 sandsynlige tilfælde er døde (dødelighed på 41,5 %).

De humane tilfælde er blevet rapporteret fra 29 kommuner, i 22 af disse er der også rapporteret forekomst af infektioner i non-humane primater (aber).

I 37 sandsynlige tilfælde, for hvilke der foreligger oplysninger, er 35 (94,5 %) mænd med en gennemsnitsalder på 46 år.

Derudover er der i nabostaten Espírito Santo, som normalt ikke betragtes som gul feber-risikoområde, rapporteret om fire mistænkte tilfælde af gul feber. Ligeledes er forekomsten af infektioner i non-human primater (aber) blevet rapporteret i 14 kommuner i denne stat.

Kortet viser den geografisk lokalisation af formodede tilfælde af gul feber i Minas Gerais og Espiritu Santo, 2017.

Tilfælde af gul feber i Minas Gerais og Espiritu Santo, 2017 

Der er ikke indført rejserestriktioner, men gul feber-vaccination anbefales alle rejsende over 9-måneders-alder til områder i Brasilien med risiko for transmission af gul feber, dvs. overalt i staterne Acre, Amapá, Amazonas, Distrito Federal inkl. selve Brasilia, Goiás, Maranhão, Mato Grosso, Mato Grosso do Sul, Minas Gerais, Pará, Rondônia og Roraima og Tocantins.

Vaccination anbefales endvidere til områder i andre stater, hvor der er risiko for transmission, herunder den nordvest- og vestlige del af staten Bahia, den centrale og vestlige del af Paraná, den sydvestlige del af Piauí, den nordvest- og vestlige/centrale del af Rio Grande do Sul, den central-sydlige og vestligste del af Santa Catarina og den vestlige og centrale del af staten São Paulo.

Specifikt anbefales gul feber-vaccination til besøgende til Iguaçu-vandfaldene, uanset om man ankommer til området fra Argentina, Paraguay eller Brasilien.

Kystbyerne, herunder Rio de Janeiro, São Paulo, Salvador, Recife og Fortaleza, er ikke risikoområder for gul feber.

Til beskyttelse anbefales vaccination og myggestiksprofylakse.

Hvornår skal man vaccineres?
Beskyttelse indtræder 10 dage efter vaccination.

Antal doser
Der gives én dosis.

Alder
Vaccinen kan gives fra 9-måneders-alderen.

Beskyttelsens varighed
Én vaccination giver livslang beskyttelse. Dette gælder også for personer, som tidligere er vaccineret mod gul feber.