Udbrud med listeria fra laks opklaret ved hjælp af helgenom-sekvensering

Fire patienter er konstateret syge med samme type listeria – udredning viser, at kilden er koldrøget laks produceret i Polen.

Statens Serum Institut har i sidste uge opdaget et sygdomsudbrud med patienter med listeriose. Tre patienter viste sig at være smittet med præcis den samme type listeria-bakterie. Dertil kom, at yderligere en patient, der var syg i foråret, også var smittet med samme type. Interview med patienterne viste, at røget laks var den mest sandsynlige kilde. Den samme type listeriabakterie, som blev fundet hos patienterne, har Fødevarestyrelsen nu også fundet i en prøve af koldrøget laks produceret i Polen og solgt i Danmark. Koldrøgede og gravad lakseprodukter fra virksomheden blev i går, den 30. august, tilbagekaldt af de pågældende supermarkedskæder.

Tre af de fire patienter i udbruddet blev syge inden for en uge i august 2017. Den fjerde patient blev syg i maj 2017. Tre af patienterne har alvorlig underliggende sygdom, som gør dem sårbare overfor en infektion med listeria. Én af patienterne er afgået ved døden.

Det er usædvanligt, at vi ser tre patienter med helt samme listeriatype indenfor bare én uge. Det kunne tyde på, at et stort udbrud var under opsejling. Det var derfor af stor betydning, at den samme listeriatype hurtigt blev fundet i koldrøget laks, så smittekilden kunne blive identificeret
Steen Ethelberg, Seniorforsker på Statens Serum Institut

Da der kan gå op til tre uger, fra man har været udsat for smitte, til man får symptomer, kan der opstå flere sygdomstilfælde relateret til udbruddet i de kommende uger. Der er dog kun en lille risiko for at blive syg, selvom man har spist den tilbagetrukne laks. Normalt er det kun personer med et svækket immunsystem eller gravide kvinder, der får listeriose.

I Danmark bliver listeria-infektioner overvåget nøje. Statens Serum Institut interviewer patienterne om, hvad de har spist, og selve listeriabakteriernes arvemateriale bliver kortlagt ved helgenom-sekvensering. Herved kan man med stor sikkerhed sige, om listeria-bakterier fra forskellige patienter eller fødevarer skulle vise sig at være ens, som i den aktuelle situation. Det var også sådan, de tidligere udbrud med koldrøget fisk i 2014 og 2015 blev opklaret.

Udbrudsopklaringen er sket i samarbejde med Fødevarestyrelsen og DTU. Statens Serum Institut arbejder tæt sammen med Fødevarestyrelsen og DTU Fødevareinstituttet for hurtigt at opdage og gribe ind overfor udbrud. Det gør det muligt at sammenligne listeria-bakterier fundet i patienter og i fødevarer. Det har derved i flere situationer vist sig muligt at forhindre, at flere personer er blevet syge.

Hvordan skal man forholde sig, hvis man har spist det tilbagekaldte koldrøgede laks ?

Man er kun i risiko for at blive alvorligt syg med listeria, hvis man er ældre, har svækket immunsystem på grund af anden alvorlig sygdom eller er gravid. Selvom man har spist nogle af de produkter, der nu er trukket tilbage på grund af listeria-mistanke, er der kun en lille risiko for, at man bliver syg.

Man bør kun kontakte læge ved symptomer på sygdom. Alvorlig listeriainfektion kan give blodforgiftning eller hjernehindebetændelse. Symptomerne omfatter høj feber, kulderystelser, muskelømhed og påvirket almentilstand; nakke-/rygstivhed eller ændret bevidsthedsniveau.

Ældre personer (>60 år) eller personer, som har anden alvorlig sygdom, fx cancer, blodsygdomme, nyresygdomme og diabetes eller er i immundæmpende behandling, bør kontakte læge ved feber, svækket almentilstand, diarré og opkast.

Gravide kvinder kan have et mildere forløb af listeriose og bør kontakte læge ved feber, muskelsmerter, diarré, mavesmerter eller smerter ved vandladning.

Sundhedspersoner bør være opmærksomme på listeriose som differentialdiagnose, når personer henvender sig med relevante symptomer (se ovenfor), og hvis de har en konkret eksponering for en risikofødevare.

Kliniske mikrobiologiske afdelinger, der diagnosticerer en listeriainfektion, skal anmelde denne til Statens Serum Institut og hurtigst muligt indsende listeria-isolater til Statens Serum Institut for yderligere typning. 

Læs mere på Fødevarestyrelsens hjemmeside:

Læs mere om Listeria

Anbefalinger til særligt udsatte grupper syg eller nedsat immunforsvar

Anbefalinger til særligt udsatte grupper – gravide

Overvaagning af listeria

Se hvordan SSI anvender helgenom-sekvensering og patientinterview til at finde og opklare udbrud med listeria

Steen Ethelberg

Kontakt

Steen Ethelberg, Afsnitsleder, Infektionsepidemiologi & Forebyggelse / Fødevare- og vandbårne sygdomme og zoonoser
T. 32683545 @. set@ssi.dk Se profil