Ny landeklassifikation i forhold til zikavirus

WHO, ECDC (det europæiske center for sygdomskontrol) og CDC (det amerikanske center for sygdomskontrol) har pr. 10. marts 2017 lavet en fælles landeklassifikation i forhold til risiko for smitte med zikavirus.

I klassifikationen inddeles landene i fire grupper baseret på både aktuel og tidligere forekomst af zikavirus samt potentialet for smitte med zikavirus vurderet ud fra bl.a. forekomst af relevante myg. I EPI-NYT 12, 2017 beskrives disse kategorier og deres betydning for danske rejsende til de berørte lande.

SSI’s anbefalinger vedrørende rejser til områder med zikavirus, og i særdeleshed for gravide, er i hovedtræk uændrede. Gravide eller kvinder, der aktuelt påtænker at blive gravide, anbefales fortsat at udskyde ikke-nødvendige rejser til lande/områder i kategori 1. Såfremt rejsen ikke kan udskydes, bør den gravide være særligt opmærksom på myggestiksbeskyttelse.

Læs mere i EPI-NYT 12/17