Status for influenzasæson 2016/17

I Europa er der udbredt influenzaaktivitet, og der observeres overdødelighed i flere lande. I Danmark er der de seneste uger også set en støt stigning i antallet af hospitalsindlagte patienter med påvist influenzainfektion, og flere hospitaler har meldt om øget belastning og overbelægning.

Der er imidlertid ikke tegn på omfattende smittespredning i samfundet, idet der kun er set en begrænset stigning i andelen af patienter, der kontakter praktiserende læge og vagtlæge med influenzalignende symptomer. Data fra SSI´s overvågning opdateres hver tirsdag og kan følges her.

I Europa og Danmark kom influenzavirus i omløb relativt tidligt på sæsonen i midten af december. Over hele Europa er influenza A (H3N2) det dominerende virus. Denne influenza-subtype er kendt for særligt at medføre alvorlige komplikationer blandt de ældre, og derfor er H3N2-sæsoner ofte præget af belastning på sygehuse på grund af flere indlæggelser, evt. kombineret med samtidigt sygefravær blandt personalet. Der ses ofte også overdødelighed, særligt blandt de ældre på 65 og derover.

Fra uge 40 2016 til og med uge 4 2017 er der i Danmark blevet påvist influenza blandt 1.827 personer, og heraf har 930 været indlagt på hospital, og af disse har 55 patienter har modtaget intensiv terapi. Til sammenligning blev der sidste år over hele sæsonen indlagt 2.825 patienter med påvist influenza, hvoraf 320 modtog intensiv terapi. Indtil videre har det højeste antal ugentlige indlagte influenzapatienter været 176 i forhold til 313 sidste år. Der er set en let øget dødelighed blandt de ældre de seneste uger, formentligt som følge af influenza, men dødeligheden er stadigt indenfor normalområdet.

Selvom det ugentligt antal påviste influenzatilfælde og antal indlæggelser endnu ikke overstiger antallet i sidste sæson, udgør de ældre en større andel af patienterne, hvilket kan føre til længerevarende indlæggelser med øget belastning på hospitalerne til følge. Der kan også være geografiske forskelle i forekomsten. Vi kan forvente yderligere 4-6 uger med omfattende influenzaaktivitet. Læger opfordres derfor til øget opmærksomhed på patienter med influenzalignende symptomer bl.a. med henblik på at kunne begynde antimikrobiel behandling af risikogrupper jf. Retningslinjer for håndtering af influenza.

Læs mere om influenzasituationen i EPI-NYT 5/17