Ny strategi for et mere fokuseret Statens Serum Institut

”Vi styrker sundheden gennem sygdomskontrol og forskning”, lyder den nye mission for instituttet, der har fokus på infektionsberedskab, biobank og biomarkører og forskning.

Stigende antibiotikaresistens verden over, øget mobilitet landene imellem for både mennesker, dyr og fødevarer samt klimatiske ændringer, der udvider området hvor sygdomme som fx malaria og denguefeber forekommer i. Det er blot nogle af de faktorer, der stiller store krav til et stærkt infektionsberedskab, der kan forebygge, opklare og bremse sygdomsudbrud. I Danmark varetages det nationale infektionsberedskab af Statens Serum Institut.

Netop infektionsberedskabet er et af de tre sundhedsfaglige spor, arbejdet på SSI fremover bliver organiseret omkring.  Infektionsberedskabet samler laboratoriebaseret og epidemiologisk ekspertise og omfatter bl.a. overvågning af infektionssygdomme, specialdiagnostik, vaccineforsyning, udbrudsberedskab og det nationale beredskab mod biologisk terrorisme.

”I en verden, hvor både mennesker, fødevarer og mikroorganismer i stigende takt flytter sig over landegrænser, er den ekspertise og viden, der findes på Statens Serum Institut vigtig som aldrig før. Gennem overvågning af infektioner, specialdiagnostik og internationalt samarbejde leverer vi et infektionsberedskab og en rådgivning af sundhedsvæsen og myndigheder, som har afgørende betydning for danskernes sundhed”
Administrerende direktør Mads Melbye 

De tre sundhedsfaglige spor på SSI er:

  • Infektionsberedskab
  • Biobank og biomarkører
  • Forskning

Forskning i nye metoder til diagnostik og behandling

Vi bliver ældre og ældre i Danmark, flere rammes af kroniske sygdomme og livstilssygdomme samt kræft. Også når det gælder behandlingen af disse sygdomme, er det vigtigt at forebygge infektioner, da patienternes immunforsvar ofte vil være svækket.

Samtidig er der brug for nye diagnosemetoder og behandlingsmuligheder. Og det er nogle af det sundhedsfaglige spor Biobank og biomarkørers væsentligste opgaver.

”Forskning i og påvisning af nye sygdomsmarkører medvirker til, at der kan gives en mere målrettet behandling af disse sygdomme. Det er det, der kaldes personlig medicin, og det er et af de mål, vi i høj grad har for øje – både i vores egen forskning og i drift og udvikling af Danmarks Nationale Biobank, der er en ressource, alle forskere kan benytte”
Mads Melbye 

Forskning på internationalt niveau

Alt arbejdet på SSI er baseret på forskning. SSI rådgiver på baggrund af forskning, og fra alle aktivitetsområderne samles og analyseres data og ny viden, som formidles af instituttets medarbejdere og publiceres i videnskabelige tidsskrifter.

Hvert år udgiver forskere fra SSI omkring 400 videnskabelige artikler.

Forskning er således en grundsten og forudsætning for både Infektionsberedskab og Biobank og Biomarkører. Endvidere har SSI to forskningsområder i verdensklasse. Det ene er epidemiologisk forskning, hvor vi gennem Danmarks unikke registre og biobanker undersøger bl.a. årsager til sygdomme. Det andet er vaccineforskning, hvor vi forsker i vacciners virkning og udvikler nye vacciner mod bl.a. tuberkulose og klamydia.

”Forskning på internationalt niveau er en forudsætning for, at SSI kan bidrage til løsningen af de udfordringer, Danmark og det internationale samfund står overfor nu og i fremtiden. Derfor skal SSI også fremover være en af landets største og vigtigste sundhedsfaglige forskningsinstitutioner”
Mads Melbye 

Frasalg og omstrukturering

Statens Serum Institut er på halvandet år gået fra cirka 1.400 til cirka 700 medarbejdere. Dette skyldes frasalg af de to produktionsområder, SSI Diagnostica samt SSI’s vaccineproduktion samt omstruktureringer på ministerområdet med oprettelse af Sundhedsdatastyrelsen.

”Udskilningen af de i alt tre områder ændrer ikke på det, der har været SSI’s primære opgave i den over 100 år lange historie; nemlig at bekæmpe smitsomme, arvelige og autoimmune sygdomme. Heller ikke, at SSI fortsat står for at indkøbe og forsyningssikre Danmark med vacciner til de nationale vaccinationsprogrammer. Men forandringen har været en oplagt anledning til at formulere en ny mission og strategi, som både afspejler et smallere SSI, og som sikrer at vi også fremover er på forkant med nye sygdomsmæssige udfordringer”
Mads Melbye

Læs mere om SSI's ny strategi

"Forandringerne på SSI har været en oplagt anledning til at formulere en ny mission og strategi, som både afspejler et smallere SSI, og som sikrer at vi også fremover er på forkant med nye sygdomsmæssige udfordringer, ” siger adm. direktør, Mads Melbye

"Forandringerne på SSI har været en oplagt anledning til at formulere en ny mission og strategi, som både afspejler et smallere SSI, og som sikrer at vi også fremover er på forkant med nye sygdomsmæssige udfordringer, ” siger adm. direktør, Mads Melbye