Personer med øget risiko for invasiv pneumokoksygdom

Der findes ca. 100 typer pneumokokker og flere forskellige vacciner til at beskytte mod alvorlig sygdom som følge af pneumokokinfektion. Specifikke risikogrupper tilbydes klausuleret tilskud til vaccination med én eller flere af følgende vacciner: PCV13, PCV20 og PPV23.

Infektion med pneumokokker kan være alvorlig, da de kan forårsage både lungebetændelse og invasiv sygdom såsom meningitis og blodforgiftning. Derudover kan pneumokokker forårsage mindre alvorlige sygdomme som mellemørebetændelse og bihulebetændelse.

Der tilbydes ikke længere gratis vaccination mod pneumokoksygdom. De konjugerede pneumokokvacciner PCV13 og PCV20, samt polysakkaridvaccinen PPV23 tilbydes i stedet med klausuleret tilskud til en begrænset gruppe af personer i øget risiko for invasiv pneumokoksygdom. De gældende tilskudsregler kan ses på Sundhedsstyrelsens hjemmeside.

Se infografikken Fakta om pneumokoksygdom og vaccination (pdf)

 infografik om pneumokoksygdom 

 

Vacciner til personer i øget risiko for IPS

Den 13-valente vaccine (PCV13) er en del af børnevaccinationsprogrammet. Visse andre borgere under 18 år kan have gavn af vaccination med PCV13, hvis de vurderes at være i særlig høj risiko for invasiv pneumokoksygdom. Den 20-valente vaccine (PCV20) kan tilbydes med klausuleret tilskud til personer, der er fyldt 18 år, som er i øget risiko for invasiv pneumokoksygdom.

Den 23-valente vaccine (PPV23) beskytter mod de serotyper, der oftest giver alvorlig sygdom hos personer, der er fyldt 65 år. Vær opmærksom på, at PPV23 ikke er godkendt til børn under 2 år.

De to typer vacciner kan gives som supplement til hinanden. Dette skyldes bl.a., at virkningsmekanismen for de konjugerede vacciner er anderledes end for PPV23, og at der dermed kan opnås ekstra beskyttelse. De konjugerede vacciner danner et langvarigt immunrespons, mens immunresponset aftager over tid for PPV23. Den bredeste dækning opnås imidlertid med PPV23, som dækker flest forskellige typer af pneumokokker. Bemærk, at der er forskellige intervaller, alt efter hvilken vaccine der er givet tidligere, se afsnittet om vaccinationsvejledninger.

Der kan kun tilbydes vaccination med klausuleret tilskud til visse personer i øget risiko for alvorlig sygdom. Se Sundhedsstyrelsens hjemmeside.

Læs mere om PCV13PCV20 og PPV23 i SSI’s vaccineleksikon.