Udbrud med invasiv listeriainfektion sekvenstype 403 i Danmark
I perioden fra august til oktober 2025 blev der på Statens Serum Institut registreret 7 tilfælde af Listeria monocytogenes med sekvenstype 403. Statens Serum Institut, Fødevarestyrelsen og DTU Fødevareinstituttet efterforskede sygdomsudbruddet.
Om sygdomsudbruddet
Mellem den 21. august og 24. oktober 2025 blev der på Statens Serum Institut registreret 7 personer, som er smittet med den samme type Listeria monocytogenes (figur 1). Blandt de syge var 5 kvinder og 2 mænd. Patienterne var overvejende ældre mennesker mellem 75-99 år (medianalder er 84 år). Patienterne var bosat forskellige steder i landet (tabel 1).

Tabel 1. Patienter med samme type Listeria monocytogenes i Danmark, august til oktober 2025, per region (n=7)
| Region | Antal patienter |
| Hovedstaden | 4 |
| Midtjylland | 0 |
| Nordjylland | 0 |
| Sjælland | 1 |
| Syddanmark | 2 |
| I alt | 7 |
Efterforskningen af udbruddet
Udbruddet blev håndteret i Den Centrale Udbrudsgruppe, som består af SSI, Fødevarestyrelsen og DTU Fødevareinstituttet. SSI står for helgenomsekventering af listeriaisolater fra patienterne og interview med patienter eller pårørende med henblik på at identificere en mulig smittekilde.
Udbrudsstammen
Bakterien er af typen Listeria monocytogenes. Ved helgenomsekventering af de Listeria monocytogenes-bakterier som er isoleret fra patienterne, sås det at de er meget nært beslægtede og tilhører sekvenstype 403.
Fakta om listeria
Listeria er særlig farlig for syge, svækkede, ældre og gravide. Fødevarestyrelsen har en række råd til, hvordan disse særligt sårbare grupper kan undgå listeria:
- Spis koldrøget fisk, gravad fisk og kødpålæg så friskt som muligt
- Hold køleskabstemperaturen på 5 °C eller koldere
- Undgå upasteuriseret mælk og bløde råmælksoste.
Fødevarestyrelsens vejledninger
Sådan undgår du listeria - hvis du er syg
Sådan undgår du listeria - hvis du er gravid
Læs mere
Læs mere om listeriainfektion
Læs mere om overvågning af listeriainfektion i Danmark