Langstrakt lokalt udbrud med listeria i Danmark 2016-2019

Statens Serum Institut, Fødevarestyrelsen og Fødevareinstituttet DTU har efterforsket et langvarigt lokalt udbrud med listeria. Smitten er koblet til en lokal grønthandler, som siden 20. september 2019 har stoppet produktionen af madvare. Der har ikke været registreret nye tilfælde siden august 2019.

Status på sygdomsudbruddet

Den samme type af listeria er fundet i 6 personer fra 2016 til 2019 (figur 1). Blandt de syge er fem kvinder og en mand i alderen 30-91 år. På sygdomstidspunktet var alle patienterne bosat i Østjylland.

Figur 1. År for prøvetagning for patienter med listeria ST1, 2015-2019

Nyheder om udbruddet

6. november 2019

EPI-NYT 45-2019

21. september

Listeriafund i "Tyrkeren Odder"

Efterforskningen af udbruddet

Helgenomsekventering af listeriaisolater har gjort det muligt for SSI at identificere dette langstrakte udbrud samt sammenligne sekvenser fra listeria fundet i patienter med listeria fundet i fødevare- og produktionsmiljøet. I september 2019 sås det af interview med de seneste sygdomstilfælde, at de havde handlet hos samme grønthandler og havde spist hummus, som var lavet hos grønthandleren. Under et efterfølgende kontrolbesøg på virksomheden fandt Fødevarestyrelsen listeria i fødevare- og produktionsmiljøet. Sekvenserne fra listeriaisolater fra patienter og fødevare- og produktionsmiljøet viste sig ved sammenligning at være ens. Virksomheden har stoppet produktionen efter påbud fra Fødevarestyrelsen og den 20. september 2019 anbefalede Fødevarestyrelsen forbrugere at smide hummus, oliven i olie, dadler og andre fødevarer med høj vandaktivitet købt hos grønthandleren ud.

Udbrudsstammen

Bakterien er af typen Listeria monocytogenes. Ved helgenomsekventering er stammerne konstateret nært beslægtede og af sekvens-typen 1.

Læs mere om listeria.