Registerforskning - når de store tal taler

Sektordirektør Mads Melbye fortæller i radioprogrammet "Sundhed på P1" om, hvordan forskerne ved at bruge data fra de nationale sundhedsregistre og blod- og vævsprøver fra biobanker finder nye veje til behandling og forebyggelse af bl.a. kræftsygdomme.

Debatten om brug af danskernes personlige oplysninger og data til forskellige formål har fyldt meget i løbet af foråret og sommeren.

På Statens Serum Institut lagres en kopi af de fleste af befolkningens sundhedsdata, ligesom en lang række af biologiske prøver opbevares i Den Nationale Biobank. Data bidrager til vigtig viden i forbindelse med patientbehandlingen, men oplysningerne bruges også til styring og kvalitetssikring af det danske sundhedsvæsen.

Derudover anvendes data og prøver til forskning, hvor netop de mange oplysninger om hele befolkningsgrupper, og muligheden for at sammenstille disse tal og data, gør det muligt at opnå vigtig viden om fx sjældne eller alvorlige sygdomme.

Direktør for National Sundhedsdokumentation og Forskning på SSI, Mads Melbye, har i et interview med DR P1 fortalt om den danske registerforskning, og hvilken værdifuld viden som de unikke danske registre og biobanker bidrager med. I interviewet nævnes bl.a. forskning i brystkræft og langtidseffekter af vacciner.
 
Klik her for at høre udsendelsen.