Ebolavirus-udbruddet i Vestafrika fortsætter

Ifølge verdenssundhedsorganisationen WHO er der fra de tre lande Guinea, Sierra Leone og Liberia samlet kendskab til 1093 tilfælde af ebolavirus-infektion, herunder 660 dødsfald. Det er fortsat den kritiske situation i Sierra Leone og Liberia der bekymrer WHO, men også fra Guinea rapporteres der stadig om tilfælde.

Af en opgørelse fra den 20. juli 2014 fremgår det, at der mellem 18. og 20. juli blev rapporteret om 28 nye tilfælde fra Liberia, 12 fra Sierra Leone samt fem fra Guinea. Samlet er det nu Sierra Leone, der har rapporteret det største antal tilfælde, 454 ud af det samlede antal på 1093.

WHO understreger, at der stadig er brug for at styrke indsatsen for at styrke alle aspekter af epidemibekæmpelsen i de tre lande, herunder kontaktopsporing, information til befolkningen, social mobilisering, behandling og håndtering af de syge, infektionskontrol og hygiejne samt ikke mindst koordination. Tidlig diagnose og øjeblikkelig isolation af syge er den eneste måde at stoppe spredning af virus i samfundet, men denne indsats udfordres af mange forhold så som udbredt skepsis eller mistillid til sundhedsmyndigheder og hjælpeorganisationer samt manglende viden om ebolavirus.

Ebolavirus smitter ved kontakt med patienters kropsvæsker. Dermed er risikoen for smitte under normale omstændigheder minimal, og en spredning uden for det ramte område i Vestafrika er meget usandsynlig.

Der er ingen restriktioner for rejser i de pågældende lande.

Læs videre om udbrud af ebola i Vestafrika