Flere køber håndkøbsmedicin i supermarkedet

Vi køber stadig mere af vores håndkøbsmedicin andre steder end på apoteket. Men mens mange tager en pakke smertestillende med i kurven sammen med mælk og brød, er det kun få, der køber afføringsmidler i supermarkedet.

En ny rapport fra Statens Serum Institut, der ser på udviklingen i salget af liberaliserede lægemidler, viser, at der er stor forskel på hvilke medicintyper, man køber i supermarkedet, og hvilke typer man foretrækker at købe på et apotek.

Læs hele rapporten ”Salg af liberaliserede lægemidler 2006-2013” (PDF)

Midler mod forstoppelse bliver købt på apoteket

Rapporten viser, at midler mod forstoppelse, herpes og svamp ikke er midler, der bliver smidt op i indkøbskurven sammen med en halv liter sødmælk.

Allerede i 2007 blev det muligt at købe midler mod forstoppelse i supermarkeder, på tankstationer og hos materialister. Men selvom midlerne mod forstoppelse er noget af det, vi køber allermest af i håndkøb, er de aldrig slået igennem på det frie marked.
Butikkerne solgte i 2013 1,6 mio. døgn doser af midler mod forstoppelse, mens der på apotekerne blev solgt 11,3 mio. døgndoser i håndkøb og 15,3 mio. døgndoser på recept.

Heller ikke cremer mod herpes og svamp, der blev frigivet til salg uden for apoteket i 2011, har vi lyst til at købe i supermarkedet. Salget af rygeafvænningsmidler, svage smertestillere og næsespray går derimod strygende.

Klik for at se figuren i stor.

SSI følger salget af liberaliserede lægemidler

Tidligere havde apotekerne eneret til at sælge medicin i Danmark. I 2001 blev en række lægemidler liberaliseret. Det betød, at forhandlere uden for apotekerne, som f.eks. kiosker, dagligvarebutikker og materialister, kunne søge om tilladelse til at sælge visse håndkøbslægemidler.

Rapporten ”Salg af liberaliserede lægemidler 2006-2013” er del af Statens Serum Instituts opfølgning på salget af de liberaliserede lægemidler.