Uge 51 - 2016

Der er Influenza i omløb, men forekomsten er stadigt lav

Der er set en støt stigning i antallet af patienter, der får påvist influenza i løbet af december måned. Denne stigning er indtrådt tidligere i forhold til de foregående seks sæsoner. Der er dog stadigt ikke tegn på betydelig smittespredning i samfundet, idet andelen af patienter, der kontakter læge med influenza lignende symptomer, stadigt er meget lav.

I uge 50 fik 83 patienter påvist influenza, dvs. 23 flere tilfælde end sidste uge. Influenza A (H3N2) er det dominerende virus. Der blev indlagt yderligere 16 patienter med influenza, alle med influenza A. Siden uge 40 har der samlet været indlagt 79 patienter med påvist influenza, heraf har to modtaget intensiv terapi. Kun tre indlagte patienter havde influenza B.

Andelen af patienter, der kontakter praktiserende læge og vagtlæge/akuttelefon med influenzalignende symptomer er dog stadigt meget lav, se overvågningsdata her

I det øvrige Europa er influenzaaktiviteten også lav og influenza A (H3N2) dominerer. Der er set en yderligere stigning i andelen af sentinelprøver, der er positive for influenza (28 %), og denne stigning er også indtruffet tidligere i Europa i år end de seneste sæsoner.
Influenza A H3N2 er kendt for særligt at gå ud over de ældre og medføre flere hospitalsindlæggelser og evt. dødsfald.

Forekomsten af mykoplasma-luftvejsinfektioner har været aftagende siden uge 46 med 280 påviste tilfælde i uge 50. Der findes yderligere information om klinik og behandling i sygdomsleksikon om Mycoplasma pneumoniae.

Antallet af påviste RSV-infektioner har været stigende fra uge 42 til uge 50, hvor der blev påvist 102 tilfælde.

INFLUENZA-NYT ønsker alle læsere en god jul.

INFLUENZA-NYT udgives kun imellem jul og nytår (den 28. december), hvis der sker betydelige ændringer i influenza-situationen.