Uge 23 - 2015

MRSA 2014

MRSA 2014

Antallet af nye tilfælde af methicillin-resistente Staphylococcus aureus (MRSA) fortsatte med at stige i 2014. Der blev registreret 2.965 tilfælde mod 2.092 i 2013, en stigning på 42 %, figur 1.

EPI-NYT uge 23 2015 figur 1

Epidemiologisk klassifikation

Formodede smitteforhold blev klassificeret på baggrund af epidemiologiske og mikrobiologiske oplysninger, tabel 1. Størstedelen af MRSA-tilfældene var erhvervet i Danmark, mens udlandssmitte var oplyst for 411 tilfælde (14 %) mod 358 i 2013 (17 %). Antallet af hospitalserhvervede tilfælde steg til 95 mod 52 i 2013, men udgør fortsat kun en mindre del af det samlede antal tilfælde (3 %). Antallet af MRSA af typen CC398, der er tæt knyttet til svinekontakt, steg markant fra 643 tilfælde i 2013 til 1.276 tilfælde i 2014 og udgjorde 43 % af det samlede antal tilfælde. Samfundserhvervet MRSA, dvs. hos personer uden kendt kontakt til svin, hospitaler eller plejehjem, udgjorde 946 tilfælde i 2014 mod 821 i 2013. For 478 af disse (51 %) var der kendt eksponering til en person med MRSA, hyppigst et medlem af husstanden (92 %).

For tilfælde erhvervet på sygehus var medianalderen 33 år (spændvidde 0-88) og for samfundserhvervede tilfælde 30 år (0-95). Medianalderen for CC398 var 31 år (spændvidde 0-98 år).

EPI-NYT uge 23 2015 tabel 1

Infektioner

I 1.115 (38 %) tilfælde var klinisk infektion årsagen til prøvetagning. I 56 tilfælde blev MRSA isoleret fra blod, svarende til 2,9 % af samtlige S. aureus-bakteriæmier, hvilket er en markant stigning i forhold til de seneste år, men stadig lavt sammenlignet med andre europæiske lande. Der var fortsat få hospitalserhvervede infektioner (49, 38 patienter samt 11 sygehuspersonale), mens antallet af samfundserhvervede infektioner steg en smule i forhold til sidste år (401 i 2013, 456 i 2014), figur 2. For 86 tilfælde af samfundserhvervet klinisk infektion var der kendt eksponering til MRSA, tabel 1. Antallet af kliniske infektioner erhvervet i samfundet, men med kontakt til sygehus eller plejesektor inden for de sidste 12 måneder, steg til 140 i 2014 mod 114 i 2013, figur 2.

EPI-NYT uge 23 2015 figur 2

Der blev identificeret i alt 21 udbrud omfattende 107 MRSA-tilfælde. De to største udbrud sås i Region Hovedstaden og omfattede begge 15 tilfælde. Tre udbrud startede på neonatalafdelinger.

De hyppigst disponerende faktorer til MRSA var sår (388), kroniske hudlidelser (88) og fremmedlegemer, fx dræn, urinvejs- eller IV-katetre (64).

Typning og resistens

De 2.965 isolater tilhørte 291 forskellige spa-typer, der var grupperet i 26 forskellige klonale komplekser (CC-grupper). De to største, CC398 (N=1.276) og CC5 (N=311), udgjorde henholdsvis 43 % og 10 % af isolaterne og bestod af henholdsvis 37 og 32 forskellige spa-typer. De ti hyppigste spa-typer udgjorde 67 % af isolaterne. Heraf var t034 (N=990; CC398) og t002 (N=181; CC5) de to hyppigste. Resistens er opgjort særskilt for CC398 og øvrige MRSA, fordi CC398 altid er tetracyklin- og ofte (> 90 %) clindamycin-resistente, mens de generelt har lavere forekomst af resistens overfor fusidinsyre og kanamycin end øvrige klonale komplekser (tabel 2).

EPI-NYT uge 23 2015 tabel 2

MRSA CC398

MRSA CC398 steg som anført markant fra 643 tilfælde i 2013 til 1.276 tilfælde i 2014. Nitten procent havde klinisk infektion på diagnosetidspunktet (24 % i 2013), tabel 1, og 89 % af tilfældene blev fundet hos personer med direkte kontakt til svin eller hos disse personers husstandsmedlemmer.

Der blev i 2014 konstateret otte tilfælde af bakteriæmi med MRSA CC398, hvoraf to tilfælde døde indenfor 30 dage. I begge tilfælde var der ingen påviselig kontakt til svin.

mecC-MRSA

I 2014 påvistes 53 (1,8 %) tilfælde af mecC-MRSA-varianten mod 41 tilfælde (2,0 %) i 2013. Typen blev beskrevet første gang i 2010, EPI-NYT 47/12. Smittekilde og smittemåde var ukendt for de fleste tilfælde. Tidligere er denne type blevet associeret til sandsynlig smitte fra kvæg og får.

Kommentar

Antallet af nye MRSA-tilfælde fortsatte med at stige og var i 2014 det højeste siden midten af 1970'erne. På trods af dette er andelen af hospitalserhvervede tilfælde fortsat lavt, hvilket kan tages som udtryk for, at Sundhedsstyrelsens MRSA-vejledning fra 2006, som blev revideret i 2012, fortsat virker. Dette støttes også af, at hovedparten af udbrud kun omfattede få personer. Ved udbrud på neonatalafdelinger vides det ikke altid, hvordan smitten er kommet ind i afdelingerne. Ved sådanne udbrud er de fleste børn og deres familier raske bærere, selvom de har haft bakterien i længere tid. Ved konstatering af et udbrud på en neonatalafdeling foregår en omfattende screeningsaktivitet og efterfølgende opfølgning.

Der ses fortsat stigning i antallet af samfundserhvervede og importerede tilfælde samt en betydelig stigning i antallet af MRSA CC398-tilfælde, som nu udgør i alt 43 % af alle nye tilfælde på landsplan. En stigning i antallet af MRSA CC398 var forventet som følge af revisionen af MRSA-handlingsplanen i december 2012, hvor kontakt til svin er indført som en risikofaktor. Dette indebærer, at personer, der arbejder med svin og disse personers husstand, undersøges for MRSA ved indlæggelse og i forbindelse med infektioner, der kan skyldes stafylokokker. Alene af denne grund må forventes et større antal MRSA CC398-tilfælde. I 2014 blev der nedsat en ekspertgruppe under Fødevarestyrelsen, der skulle lave en risikovurdering og komme med forslag til tiltag mod husdyr-MRSA. Ekspertgruppens arbejde blev offentliggjort den 22. december 2014, og i maj 2015 blev der indgået et bredt forlig i Folketinget som bl.a. indebærer, at antibiotikaforbruget i landbruget skal sænkes med 15 % fra 2015 til 2018 i forhold til 2014-niveau, og at hygiejneforanstaltninger skal øges, når man forlader svinestalde.

Forskningsprojekt om MRSA CC398

I efteråret 2014 bevilgede Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri midler til et 3-årigt forskningsprojekt, hvis formål er at skabe en samlet vurdering af betydningen af MRSA CC398 hos husdyr og mennesker. Projektet består af en række mikrobiologiske og epidemiologiske delprojekter, og ledes af DTU-VET i samarbejde med Statens Serum Institut. Projektet er startet i foråret 2015 og forventes at kunne danne solid basis for myndighedernes fremadrettede indsats mod MRSA CC398.
(A. Petersen, A.R. Larsen, R.L. Skov, Mikrobiologi og Infektionskontrol, A. Koch, L.K. Knudsen, Afdeling for Infektionsepidemiologi) 

Læs tidligere numre af EPI-NYT

3. juni 2015