CEI-NYT

Information fra Central Enhed for Infektionshygiejne

Nr 153 - Juli 2018

Hygiejneudfordringer i varmen

CEI har modtaget flere henvendelser vedrørende opbevaring af sterilt udstyr i forbindelse med, at temperatur og luftfugtighed denne sommer overstiger anbefalingerne.

Ifølge DS 2451-13 bør sterilt udstyr opbevares under forhold, hvor temperaturen ikke overstiger 24 °C og luftfugtigheden ligger under 70 % rH (relativ luftfugtighed). Udstyret må desuden ikke udsættes for større temperaturudsving.

Afvigelse fra nævnte grænseværdier kan have den konsekvens, at der dannes kondens i pakningerne. Hvis der er kondens/fugt i pakningerne, er der ikke længere garanti for, at udstyret er sterilt.

CEI henstiller derfor til, at man holder øje med det sterile udstyr. Vigtigt er det at sikre sig:

  • At pakningerne er fri for fugt/dug (kondensdannelse)
  • At bagsiden på laminatposerne ikke er krøllet (udtryk for udsættelse for fugt)
  • At pakningerne ikke har åbnet sig

Det er desuden vigtigt, at man ikke på grund af varmen fristes til at åbne vinduerne i de rum, hvor vinduer normalt altid skal holdes lukkede (forseglede). Der vil altid være risiko for indtrængen af svampesporer o.l. ude fra det fri. Vinduer må fx ikke kunne åbnes i sterilcentraler (pakkerum), sterildepoter og operationsstuer, dvs. rum med specielle krav til luftkvalitet, luftfugtighed og temperatur.

Søg i CEI-NYT:

Kontakt

Infektionsepidemiologi og Forebyggelse
Central Enhed for Infektionshygiejne
Artillerivej 5
2300 København S

Tlf.: +45 3268 3751

Abonnér på nyhedsbrev

Tilmeld dig CEI-NYT