CEI-NYT

Information fra Central Enhed for Infektionshygiejne

Nr 152 - Juni 2018

Kursus i auditering

CEI gentager d. 10. til 13. september 2018 auditor-kursus i infektionshygiejne. Kurset tager udgangspunkt i de Nationale Infektionshygiejniske Retningslinjer (NIR). Deltagerne får indsigt i planlægning, opbygning, samt praktisk brug af NIR og andre retningsgivende dokumenter inden for området. Målgruppen er læger, sygeplejersker og andre sundhedsfaglige personer, som arbejder med infektionshygiejne. Kurset indeholder lektioner med teori, gruppearbejde og praktiske øvelser i planlægning og gennemførelse af intern audit i sundhedssektoren. Lektionerne behandler emner som forbedringsarbejde, kvalitetsledelse, brug af infektionshygiejniske retningslinjer, risikostyring samt indsamling af infektionshygiejniske data, opfølgning og tilbagemelding. Kurset afsluttes med en eksamen.

Underviserne på kurset er en række eksterne fagspecialister samt medarbejdere fra CEI. Program og pris for deltagelse kan ses på CEI´s hjemmeside/Auditorkursus.

Tilmelding skal ske til senest d. 1. august 2018.

CEI på Folkemødet 2018

Folkemødet blev denne sommer afholdt i Allinge på Bornholm. CEI repræsenterede SSI med to håndhygiejnestande i det fælles telt. Temaet ”Er du god til håndhygiejne” var et tilløbsstykke, og på de tre dage var der 476 personer, som blev testet. De fleste var rigtig gode til at udføre en korrekt håndhygiejne, og der var mange spørgsmål til CEI. Også en hel skoleklasse på 27 elever fik undervisning. Eleverne forlod standen meget klogere på håndhygiejne og tillige med et certifikat i hånden. Det blev i øvrigt observeret, at solcreme ikke går godt i spænd med ”Visirub” (det fluoriserende stof som anvendes i håndhygiejnetesten). Cremer bør fjernes, før man anvender stoffet. Folkemødet var en stor succes, som tåler en gentagelse.

Mere end 10.000 personer har nu gennemført obligatorisk hygiejnekursus

SSI har udarbejdet et e-læringskursus om hygiejne, som er obligatorisk for personer, der erhvervsmæssigt håndterer levende grise. Kurset, som er et kompetence-udvidende kursus, har til formål at understøtte en adgang til viden om hygiejne og smittespredning.
Kurset har været obligatorisk siden 1. januar 2018. En ny opgørelse viser, at per 7. juni 2018 har 10.025 personer gennemført e-læringskurset. Kurset afsluttes med en test bestående af 12 spørgsmål. Såfremt kursisten svarer på de 12 spørgsmål, modtager han/hun et bevis, der dokumenterer, at kurset er gennemgået. Den nye opgørelse viser, at hver kursist i gennemsnit har svaret korrekt på 9 af de 12 stillede spørgsmål. Man kan tilgå den samlede opgørelse her.

Kurset fokuserer på brug af hygiejniske forholdsregler, og hvordan disse kan medvirke til at mindske spredning af antibiotika-resistente mikroorganismer fra erhvervet til samfundet. Kurset gennemgår desuden en række situationer, hvor ansatte i erhvervet kommer i kontakt med sundhedsvæsenet, og hvilke forholdsregler der i denne sammenhæng skal iagttages.

Man kan selv prøve kurset og gennemgå de 12 spørgsmål ved at klikke her.

Revision af NIR for nybygning og renovering i sundhedssektoren er i fuld gang

I 2013 udkom NIR for nybygning og renovering i sundhedssektoren. De infektionshygiejniske enheder anvender denne NIR, men er vi nået ud til de kliniske afdelinger, til bygherren og til rådgivere og teknikere, som også var formålet? Nogle af de tilbagemeldinger og spørgsmål vi får i CEI, tyder på, at det ikke altid har været tilfældet. CEI får jævnligt henvendelser fra de infektionshygiejniske enheder vedrørende manglende depotplads og uhensigtsmæssigt valg af materialer, fx gulvbelægning og tekstiler.

I forbindelse med revisionen af NIR tager vi udgangspunkt i de erfaringer, der er høstet undervejs i de igangværende byggerier. Den reviderede udgave bliver desuden en mere praktisk vejledning til, hvordan de infektionshygiejniske enheder bedst kan bidrage med deres viden under hele byggeprojektet – dvs. fra tegnebræt til ibrugtagning af byggeriet.

I arbejdsgruppen har vi stor gavn af at have flere medlemmer med fra ”Forum for sygehuse, teknik og arkitektur” (FSTA) og fra projektorganisationerne i de nye byggerier. Dette kan blandt andet medvirke til, at de mere tekniske afsnit i denne NIR får et fagligt løft og øget anvendelighed for en bredere målgruppe. Læs kort om vores overvejelser i seneste nummer af magasinet Hospital Drift & Arkitektur.

Nye vurderinger fra CEI

Følgende desinfektionsprodukter er blevet vurderet af CEI:

Søg i CEI-NYT:

Kontakt

Infektionsepidemiologi og Forebyggelse
Central Enhed for Infektionshygiejne
Artillerivej 5
2300 København S

Tlf.: +45 3268 3751

Abonnér på nyhedsbrev

Tilmeld dig CEI-NYT