Kraftig stigning i antallet af legionella-tilfælde i 2017

I 2017 blev 278 patienter med legionella-pneumoni rapporteret til Statens Serum Institut. Det er 65% flere end året før.

Legionella 01

Stadig flere danskere rammes af legionella-pneumoni (Legionærsygdom). Det viser de nyeste tal fra Statens Serum Institut.

Ifølge SSI blev der anmeldt 278 tilfælde af legionella-pneumoni, hvoraf en fjerdedel af patienterne var blevet smittet på rejse i udlandet. I 2016 var tallet 170 tilfælde, så der er tale om en stigning på hele 65% på bare et år.

”Der er tale om en stor stigning i antallet af sygdomstilfælde og den kommer i forlængelse af en generel stigning i antal tilfælde fra 2012 til 2016”, siger fagchef Søren Anker Uldum fra SSI’s Afdeling for Bakterier, Parasitter og Svampe.

Rammer specielt ældre og svækkede

Legionella-pneumoni er en særlig form for lungebetændelse, der forårsages af bakterien Legionella pneumophila. Den rammer specielt ældre og svækkede personer. Sygdommen kan opstå, når man indånder forstøvet vand, der er forurenet med bakterien. Herved kommer bakterien ned i lungerne og kan give lungebetændelse.

Legionella-bakterierne trives bedst i lunkent og stillestående vand. Smitten kan spredes fra forstøvet vand fra mange forskellige typer af vandanlæg. Udendørs er det især i køletårne, at bakterien opstår. I Danmark sker smitten dog oftest i forbindelse med smitte fra vandforsyningen i eget hjem.

Læs mere i Epi-Nyt LINK

Søg i nyheder:

Kontakt

Bakterier, Parasitter og Svampe
Søren A. Uldum

Tlf.: 3268 3194

Sygdomsleksikon