Faldet i pneumokoksygdom holder stadig

Siden pneumokokvaccination blev en del af vaccinationsprogrammet, er der sket et markant fald i antal syge med pneumokokinfektioner. Det gælder både blandt de vaccinerede børn og i resten af befolkningen. Det viser nye tal fra Statens Serum Institut.

Figur 1. Serotyper af pneumokokker fra invasiv pneumokoksygdom, alle aldersgrupper, 2000-2017

Siden den 1. oktober 2007 er danske småbørn blevet tilbudt vaccination mod pneumokokinfektion, som dermed blev en del af børnevaccinationsprogrammet. Det har haft en meget klar effekt på hvor mange, der er blevet ramt af invasiv pneumokoksygdom. Både blandt de vaccinerede børn og blandt resten af befolkningen, da smitten fra børnene er mindsket.

Tilslutningen er nu oppe på mindst 95 %

Ifølge SSI’s tal lå antallet af tilfælde med invasiv pneumokoksygdom en smule højere i 2017 end i 2016 - 771 tilfælde mod 731 tilfælde. Antallet af tilfælde i 2016 var det laveste antal tilfælde, man har set, efter at pneumokokvaccination blev en del af børnevaccinationsprogrammet.

Tilslutningen til vaccinationsprogrammet mod pneumokokker er steget de seneste år. Den er nu på mindst 95 % for hver af de tre doser, hvilket er glædeligt
sektionsleder Palle Valentiner-Branth, Statens Serum Institut

Undertyper, der ikke er dækket af vaccinen, er steget

Man kender til flere end 92 forskellige undertyper af pneumokokker, og de har forskellig tilbøjelighed til at forårsage infektioner henholdsvis alvorlige infektioner hos mennesker. Pneumokokvaccinen som man bruger i børnevaccinationsprogrammet dækker mod infektion med 13 undertyper.

Fordelingen af de undertyper, der ligger bag invasiv pneumokoksygdom er påvirket af vaccinen. På samme måde er den påvirket af de naturlige udsving for de enkelte undertyper. Derfor bør sammenligninger fra år til år tolkes varsomt.

Forekomsten af invasiv pneumokoksygdom fra undertyper, der ikke dækkes af den 13-valente pneumokokvaccine, som man bruger i børnevaccinationsprogrammet, er dog steget i de seneste år.

”Denne stigning overskygger dog ikke den samlede gavn af vaccinen. Den samme udvikling er også set i andre lande med samme høje vaccinedækning som i Danmark, for eksempel i England. Derfor arbejdes der på at udvikle nye vacciner, der kan dække nogle af disse typer”, siger Palle Valentiner-Branth.

Læs mere i EPI-NYT 40-41/18

 

Søg i nyheder:

Kontakt

Palle Valentiner-Branth
Sektionsleder
Afdeling for Infektionsepidemiologi
Tlf. 32683269