 |
|
|
|
| LEDDEGIGT (RHEUMATOID ARTRITIS) |
|
|
| |
|
| Årsag |
Årsagen til leddegigt er ukendt.
|
|
|
|
| Forekomst |
| Den mest almindelige gigtsygdom i Danmark. Der erkendes ca. 5.000 nye tilfælde af leddegigt hvert år, og der er godt 50.000 patienter med sygdommen i landet. Begynder oftest i 40-60 års alderen og er hyppigst hos kvinder, der udgør ca. 75% af patienterne. |
|
|
|
| Symptomer |
| Leddegigt starter med symptomer på ledbetændelse i form af smerter, hævelse og stivhed i forskellige led. Mest typisk starter sygdommen med gradvist indsættende symptomer fra begge hænders håndled samt fingrenes grund- og mellemled. Sygdommen er kronisk og giver blivende smerter, stivhed, hævelser og bevægeindskrænkning, som er mest udtalt om morgenen . Tilstanden kan udvikle sig videre i form af deformiteter (fejlstillinger), specielt af fingre og tæer, som følge af led- og senedestruktion. |
|
|
|
| Diagnose |
Leddegigtdiagnosen hviler på opfyldelsen af en række af definerede kriterier, der først og fremmest omfatter såvel en længerevarende (månedsvis) tilstedeværelse af ovennævnte symptomer som de typiske ledforandringer, der kan iagttages ved en klinisk undersøgelse.
De vigtigste laboratorieundersøgelse med henblik på at stille en tidlig diagnose af leddegigt er undersøgelse for autoantistoffer mod cyklisk citrullinyleret peptid (CCP). Hvis der kan påvises CCP autoantistoffer, er det en særdeles specifik indikation for, at patientens symptomer skyldes leddegigt. Denne markør er også typisk til stede meget tidligt i sygdomsforløbet. Derudover er påvisning af specifikke autoantistoffer i blodet (reumafaktor) og karakteristiske fund ved røntgenundersøgelser af de angrebne led vigtige laboratoriemæssige diagnosekriterier. Forekomst af anti-keratin antistof og/eller anti-neutrofilocyt cytoplasma antistoffer (ANCA) støtter også diagnosen betydeligt.
|
|
|
|
| Behandling |
Der er ingen helbredende behandling. Derimod benyttes forskellig medicinsk behandling med symptomatisk virkning, først og fremmest en dæmpende effekt på betændelsesprocesserne i leddene. Valget af behandling afhænger af sygdommens varighed, graden af symptomer og forekomsten af komplikationer. Typiske førstevalgspræparater er non-steroide antiinflammatoriske stoffer (NSAID), herunder nyere mere specifikt virkende farmaka (COX-2 hæmmere) evt. kombineret med immunmodulerende midler såsom metotrexat eller sulfasalazin. I sværere tilfælde kan stærkere midler såsom binyrebarkhormoner anvendt sammen med andre medikamina komme på tale. Nyere biologiske lægemidler (rettet mod betændelsesfremmende stoffer som tumor necrosis factor alfa) kan overvejes alene eller i kombination med metotrexat i behandlingsresistente tilfælde.
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
