 |
|
|
|
|
| |
| AUTOIMMUNE THYREOIDEALIDELSER |
|
|
| Årsag |
Årsagen er ukendt, men autoantistoffer mod TSH-receptoren kan direkte stimulere eller blokere receptoren.
|
|
|
|
| Forekomst |
Autoimmune lidelser i skjoldbruskkirtlen er ikke ualmindelige specielt hos kvinder. Der ses ca. 800 nye tilfælde pr. år i Danmark, og autoantistoffer mod thyreoidea forekommer hos kvinder med en prævalens på op til 20% mod en prævalens hos mænd på ca. 5%.
|
|
|
|
| Symptomer |
Autoimmune thyreodealidelser kan vise sig både som nedsat (hypotyreose) eller forøget stofskifte (hypertyreose). Det kan ikke klinisk afgøres, om der er tale om en autoimmun thyreoidealidelse. Kardinalsymptomer ved hypertyreose er nervøsitet, rastløshed, hjertebanken, varmeintolerans, svedtendens, vægttab og andre symptomer på forhøjet stofskifte. Hypotyreose giver typisk gradvist udviklede symptomer i form af træthed, initiativløshed, kuldeintolerans, tør og skællende hud, bradykardi og obstipation. Ved begge tilstande kan ses forstørret skjoldbruskkirtel (struma).
|
|
|
|
| Diagnose |
Autoimmun hypertyreose i form af diffus toksisk struma (Basedows eller Graves' sygdom), evt. med oftalmopati diagnosticeres ved hjælp af de kliniske tegn og ved påvisning af nedsat serum-TSH, forøgede thyreodieahormoner og diffus, god optagelse ved evt. thyreoideascintigrafi. Cirkulerende TSH-receptorstimulerende autoantistoffer (som er diagnostiske for autoimmun hyperthyreose) ligesom andre thyreoideaspecifikke antistoffer (anti-thyreoideaperoxidase (TPO), anti-tyreoglobulin) kan endvidere oftest måles i blod.
Autoimmun hypotyreose med (Hashimotos sygdom) eller uden (atrofisk thyreoiditis) struma diagnosticeres på de kliniske symptomer. Næsten alle patienterne har antistoffer mod TPO og tyreoglobulin (specielt høje ved Hashimotos struma) og ca. 1/5 har TSH-receptor-blokerende autoantistoffer. Den kliniske thyreoideaundersøgelse kan underbygges med ultralydsundersøgelse af skjoldbruskkirtlen samt scintigrafi.
|
|
|
|
| Behandling |
Hypertyreose: Ubehandlet diffus toxisk struma har et varierende forløb. Antityreoid medicinsk behandling består i thyreoideaperoxidase-hæmmende stoffer såsom methimazol, carbimazol og propylthiouracil. Et alternativ er radioiodbehandling, der dog kan være vanskeligere at styre og ende med en hypotyreose. Behandlingsprincippet er, at syntesen af de iodholdige thyreoideahormoner hæmmes. Kirurgisk behandling i form af subtotal strumektomi kan foretages efter start af medikamentel behandling.
Hypotyreose: Behandles med livslang erstatning med thyreoideahormoner.
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
