Forside Index SSI's websted Kontakt Job Links In English
FORSIDEN
Billedcollage af artikler
Nyheder
Aktuelt tema
Nyhedsarkiv
EPI-NYT
CAS-NYT oversigt
SSI-NYT oversigt
Influenza-NYT
Diagnostika-NYT
Arrangementer
RSS abonnement
EPI-NYT
Overvågning og forebyggelse af smitsomme sygdomme

Epidemiologisk afdeling
Redaktør: Peter Henrik Andersen
.
Tel.: 3268 3268 - Fax: 3268 3874 - - ISSN: 1602-4184


Uge 25, 2008


Malaria 2007

Fra danske laboratorier blev i 2007 anmeldt i alt 80 tilfælde af importeret malaria, tabel 1.

Af de tilfælde, hvor det formodede smitteland var oplyst, var 78 % (60/77) erhvervet i Afrika, 18 % (14/77) i Asien og 4 % (3/77) i Oceanien eller i Mellem- eller Sydamerika.
I alt 73 % (58/80) af tilfældene var forårsaget af Plasmodium falciparum, hvoraf hovedparten var erhvervet i Afrika, mens et enkelt tilfælde var erhvervet i Oceanien. Samtlige tilfælde fra Asien var forårsaget af P. vivax.

Mænd udgjorde 65 % og kvinder 35% af de smittede. Af de tilfælde, hvor nationaliteten var oplyst, var 59 % (40/68) af dansk herkomst, mens 41 % (28/68) var af ikke-dansk herkomst. Medianalderen var 33 år (spændvidde 2 mdr. til 76 år).
Børn under 15 år udgjorde 19 % (15/80) af det samlede antal smittede, og i 93 % (14/15) af disse tilfælde var børnene og/eller deres forældre af ikke-dansk herkomst.

De sidste ti års ændringer m.h.t. fordelingen af malaria-arter og smittesteder fremgår af hhv. figur 1 og figur 2
 
Niveauer for profylakse
Der er uændret fire niveauer for malariaprofylakse, afhængig af den skønnede lokale smitterisiko, EPI-NYT 24/08.
Klorokin (tabl. á 250 mg klorokinfosfat) kan rekvireres via Glostrup Apotek, hvor det fremstilles magistrelt. Ercoquin (hydroxyklorokin) kan også anvendes.
Proguanil (Paludrine) kan nu kun udskrives efter individuel tilladelse fra Lægemiddelstyrelsen, EPI-NYT 48/07.

Det er vigtigt at informere den rejsende om, at forebyggelse af myggestik altid er vigtig, uanset samtidig brug af medikamentel profylakse.
Ligeledes må alle rejsende være opmærksomme på symptomer på malaria under og efter rejsen, uanset valget af profylakse, da ingen profylakse beskytter 100 %.
 
Opdaterede landeanbefalinger
De senest opdaterede landespecifikke anbefalinger for malariaprofylakse fremgår af EPI-NYT 23/08 og EPI-NYT 24/08. Anbefalingerne justeres løbende af den danske referencegruppe for vaccinationsforslag ved udlandsrejser, og følger generelt WHO's anbefalinger.

Der henvises i øvrigt til Rejser og smitsomme sygdomme hvor der findes vejledende landkort med angivelse af malariaforekomst og oplysninger om nye malariaudbrud.
 
Fortsat malaria i Goa, Indien
I januar 2007 indførtes anbefaling om brug af kemoprofylakse niveau IV (atovaquon-proguanil/meflokin/doxycyclin) ved alle rejser til Goa i Indien.
Baggrunden var et usædvanligt højt antal malariatilfælde blandt europæiske korttidsturister hjemvendt fra Goa, EPI-NYT 1-2/07.

Også i 1. kvartal af 2008 er rapporteret om flere europæiske turister hjemvendt fra Goa med malaria, inklusive to danskere, heraf et barn på 12 år.
På den baggrund anbefales fortsat medikamentel profylakse niveau IV til alle rejsende til Goa.
 
Kommentar
Antallet af anmeldte importerede malariatilfælde i 2007 er det lavest rapporterede siden 1980.
Det lave tal bekræfter den faldende tendens observeret siden slutningen af 1990’erne, EPI-NYT 19/05.
Nedgangen er set for alle fire plasmodium-arter, men er særlig markant hvad angår P. falciparum importeret fra Afrika, figur 1 og figur 2.

Der kan være flere årsager til nedgangen, eksempelvis:
1) anvendelse af mere effektiv medikamentel profylakse og bedre komplians, 2) tendens til faldende global malariaforekomst, bl.a. observeret i Vest- og Østafrika, og/eller 3) ændrede rejsevaner i retning af valg af destinationer med mindre malariarisiko.

Trods den generelt positive udvikling er informationsindsatsen om anvendelse af korrekt malariaprofylakse stadig vigtig. Dette gælder særligt over for indvandrere og deres børn, som typisk rejser på længerevarende besøg i deres hjemland, undertiden til områder med stor malariarisiko.
(L.S. Vestergaard, H.V. Nielsen, Parasitologisk Laboratorium, ABMP)

Opgørelse over individuelt anmeldelsespligtige sygdomme og udvalgte laboratoriepåviste infektioner

18. juni 2008



Link, til forsiden
DOWNLOAD

EPI-NYT 25 2008 (PDF)

Adobe Acrobat Reader

Til top Print