 |
|
 |
 |
| EPI-NYT |
Overvågning og forebyggelse af smitsomme sygdomme
Epidemiologisk afdeling
|
|
| Redaktør: Peter Henrik Andersen |
| . |
|
| Tel.: 3268 3038 - Fax: 3268 3874 -
- ISSN: 1602-4184 |
Rådgivning af sundhedspersonale: Tel.: 3268 3037 (8.30-11.00 og 14.00-15.00)
|
|
|
|
|
| Tuberkulosebehandling 2002 * World AIDS day |
|
TUBERKULOSEBEHANDLING 2002 Central overvågning af tuberkulosebehandling i Danmark blev etableret på frivillig basis i 2000. Efter endt behandling sendes et standardskema til Epidemiologisk afdeling. Behandlingsresultater for patienter anmeldt i 2000 og 2001 er tidligere opgjort, EPI-NYT 45/03. Efter udsendelse af rykkerskrivelse er i alt modtaget 402 behandlingsskemaer svarende til 94% (402/427) af patienter anmeldt med TB i 2002. Der var kun en mindre regional variation, idet tilbagerapporteringen for ét amt var 76%, for to amter hhv. 82 og 88%, for ét amt 90% og for de resterende 12 amter mindst 93%. Seks amter havde 100% tilbagerapportering, men udgjorde kun 12% (52/427) af de anmeldte tilfælde. TB-behandling er langvarig, normalt mindst seks måneder. I kombination med en fortsat lav primær responsrate har dette betydet, at behandlingsudfald for 2002 først foreligger nu.
Behandlingsudfald De mulige udfald af TB-behandling er: 1) Helbredt, 2) Gennemført behandling, 3) Død, 4) Behandlingssvigt, 5) Afbrudt behandling, 6)Transfer (patienter som forlader Danmark under behandlingen) samt 7) Andre/ukendt. Summen af 1) og 2) udgør udfaldet ”Behandlingssucces”. Udfaldet ”Helbredt” anvendes kun for patienter med dyrkningspositiv lunge-TB og kræver to negative kontroldyrkninger. For denne gruppe patienter adskiller kravene til udfaldet ”Gennemført behandling” sig også fra patienter med dyrkningsnegativ lunge-TB og alle andre former for TB, idet der skal foreligge mindst én negativ kontroldyrkning. Behandlingsresultater for alle typer TB-patienter og for patienter med mikroskopipositiv lunge-TB fordelt på herkomst, fremgår af tabel 1 og tabel 2. Andelen af alle TB-patienter, som blev behandlet med succes, var 80%. For patienter med mikroskopipositiv lunge-TB var denne andel 78%. I alt 25 (6%) patienter, 22 danskere og tre indvandrere, døde under behandlingen. Den højere dødelighed blandt danske patienter kan forklares ved, at disse var ældre. Behandlingssvigt blev kun rapporteret i ét tilfælde. I alt fem patienter afbrød behandlingen (i mere end otte sammenhængende uger på seks måneder). I alt 14 patienter forlod landet under behandlingen.
Kommentar WHO´s globale mål er, at mindst 85% af patienter med mikroskopipositiv lunge-TB behandles med succes. Dette mål er ikke nået for Danmark i 2002. Tallet for behandlingssucces er lavere end for de foregående to år, EPI-NYT 45/03, men kan ikke direkte sammenlignes, da resultatet for disse år blev opgjort udelukkende på basis af modtagne behandlingsskemaer. Dette gav en mulig overestimering af den reelle behandlingssucces. For 2002 er responsraten meget høj, og 25 ikke modtagne skemaer er indtil videre registreret som behandlingsudfald ”Ukendt”. De manglende data vil fortsat blive søgt indhentet. (P. Andersen, Epidemiologisk afd.)
WORLD AIDS DAY Den 1. december er det World AIDS Day, og fokus er i år rettet mod HIV-smittede kvinder. FN anslår, at kvinder udgør tæt på halvdelen af verdens 37,2 millioner HIV-smittede voksne i alderen 15-49 år; i landene syd for Sahara er dette tal tæt på 60%. Kvinders andel stiger også i Asien og Østeuropa. Der er flere grunde til den øgede smitte blandt kvinder. Dels er mand-til-kvinde transmission ved sex omkring dobbelt så sandsynlig som kvinde-til-mand transmission, dels har kvinder i mange af verdens lande svært ved at beskytte sig mod seksuel overførsel af HIV på grund af de eksisterende magtstrukturer. Det kan dreje sig om seksuel vold, vanskelighed ved at forlange, at ægtemanden bruger kondom og sidst men ikke mindst, at mange kvinder ser sig nødsaget til at betale med sex for varer, skolegang, penge eller basale fornødenheder, hvilket er en udbredt praksis, især syd for Sahara. I det sydlige Afrika er 75% af de HIV- smittede i aldersgruppen 15-24 år kvinder. I 2003 blev der i Danmark anmeldt 68 kvinder over 15 år med HIV-infektion. Af disse var 18 smittet i Danmark. Ingen af dem var yngre end 25 år. (M. Howitz, S. Cowan, Epidemiologisk afdeling) 1. december 2004
Opgørelser over individuelt anmeldelsespligtige sygdomme og udvalgte laboratoriepåviste infektioner samt notits om epidemi af Mycoplasma pneumoniae |
|
|
|
 |
|
|
 |
|