Tyfus

Febris typhoidea

Tyfus skyldes infektion med Salmonella typhi. Bakterien er relativt hårdfør og kan bl.a. overleve udtørring og kulde. Paratyfus er en tyfuslignende sygdom, der skyldes Salmonella paratyphi, den har ofte et mildere forløb. Tyfus hedder på engelsk typhoid fever og må ikke forveksles med det engelske ”typhus”, som er en anden sygdom, der på dansk hedder plettyfus.

Kan variere fra milde til svære. I første fase af sygdommen, som varer ca. en uge, ses almene sygdomstegn som feber, hovedpine, madlede, hoste, forstoppelse, hos børn hyppigt diare. I modsætning til de fleste andre infektioner med feber er pulsen ikke særlig hurtig. En fjerdedel af smittede personer får udslæt på kroppen (roseola).

I anden fase (2. og 3. sygdomsuge) ses høj feber, sløvhed, evt. mental forvirring. Der kan være blodige diareer. I løbet af de følgende uger bedres patienten gradvis.

Sygdommen har ubehandlet en dødelighed på ca. 10 - 20%. Døden skyldes komplikationer som alvorlige tarmblødninger, tarmperforationer eller spredning af tyfusbakterier til andre organer. I Danmark er dødeligheden under 1%.

Tyfus forekommer over hele verden. Forekomsten er relateret til de hygiejniske forhold og er konstant i Asien (og særligt det Indiske subkontinent), Syd- og Mellemamerika og Afrika. I vestlige lande optræder kun sporadiske tilfælde. Epidemier kan opstå ved krig og naturkatastrofer. WHO skønner det årlige antal af tilfælde til ca. 22 millioner.

I Danmark anmeldes 15-20 tilfælde årligt, næsten alle er smittet i udlandet.

Tilfælde af tyfus skal anmeldes til SSI og embedslægen på Sundhedsstyrelsens formular 1515.
Ved tilfælde af tyfus vil patientens familie og andre nære kontakter blive undersøgt for tilstedeværelse af tyfusbakterier i afføringen. 
Endvidere overvåges salmonella-infektioner gennem laboratoriemeldesystemet.

I modsætning til andre Salmonella bakterier forekommer Salmonella Typhi og S. Paratyphi ikke hos dyr. Smitte kommer derfor altid fra et andet menneske. Smitten overføres hyppigst ved indtagelse af fødevarer eller vand, der er forurenet med afføring fra mennesker smittet med tyfus. Inkubationstiden er normalt 8 til 14 dage, men kan dog være helt op til 60 dage. Personer med tyfus udskiller bakterier i afføringen fra de første symptomer opstår til de er blevet raske. Dog udskiller 10% af patienterne bakterier i op til 3 måneder efter de er blevet raske, og 2 - 5% bliver kroniske bærere.
Patienter, der arbejder i fødemiddelindustrien og andre ”følsomme erhverv ”, børn i institution og andre særlige grupper kan embedslægen stille særlige krav (fx. gentagne negative afføringsundersøgelser), før arbejdet genoptages.

Ved klassisk tyfus er symptomerne meget karakteristiske, og man kan få mistanke om diagnosen alene fra sygdomsbilledet. Diagnosen bekræftes tidligt i sygdomsforløbet ved en bloddyrkning. Mere sjældent kan bakterien påvises i andet relevant materiale som fx. urin eller spinalvæske. Senere i sygdomsforløbet kan bakterien påvises i fæces. Serologisk diagnostik kan være af værdi i nogle tilfælde.
Andre tilstande med feber skal altid overvejes som alternative diagnoser. Hvis patienten nyligt har været i et område med malaria, skal der altid undersøges for også denne sygdom.

Tilfælde af tyfus skal anmeldes til SSI og embedslægen (Sundhedsstyrelsens bekendtgørelse nr. 1102 af 20. september 2007).

Ved tilfælde af tyfus vil patientens familie og andre nære kontakter blive undersøgt for tilstedeværelse af tyfusbakterier i afføringen.

For patienter, der arbejder i fødemiddelindustrien og andre ”følsomme erhverv”, børn i institution og andre særlige grupper kan embedslægen stille særlige krav (fx gentagne negative afføringsundersøgelser), før arbejdet genoptages.

Behandlingen indledes så hurtigt som muligt under indlæggelse og omfatter antibiotika (flourokinoloner) og eventuelt væsketerapi. Patienten skal være isoleret fra andre patienter på sygehuset under indlæggelsen af hensyn til smittefaren.

Vaccination mod tyfus kan overvejes ved længerevarende ophold i områder med høj forekomst af Salmonella Typhi. I øvrigt forebygges tyfus gennem at forbedre vand- og fødevarehygiejne, sikre sanitære anlæg, og gennem behandling af bærere.