Legionærsygdom

Legionellapneumoni

Legionærsygdom er en lungebetændelse forårsaget af bakterien Legionella pneumophila og i sjældne tilfælde af andre legionellaarter. Bakterierne inficerer makrofager i lungerne. Legionellainfektion (legionellose) kan også manifestere sig som Pontiac feber.

De første symptomer er typisk høj feber, hovedpine og muskelsmerter, ganske som ved en influenza. I nogle tilfælde ses der opkastning og/eller diaré tidligt i sygdomsforløbet. I løbet af kort tid indtræder tør hoste ofte ledsaget af brystsmerter. Sygdommen udvikler sig videre til lungebetændelse ofte med symptomer fra andre organer som centralnervesystemet (konfusion), lever og nyre.
Dødeligheden er i Danmark på ca. 15%, for de nosokomielle infektioner dog ca. 30%.

Legionærsygdom forekommer i hele verden, men diagnosticeres fortsat sjældent udenfor Europa, Nordamerika, Japan, Australien og New Zealand.
I Danmark er der de seneste år blevet påvist ca. 120 tilfælde om året. Ca. 30% af tilfældene er rejserelateret, dvs. erhvervet under rejse, typisk til det sydlige Europa. Ca. 10% af tilfældene er hospitalserhvervede (nosokomielle infektioner), mens resten af tilfældene erhverves i Danmark uden for hospital.
Legionærsygdom rammer hyppigst ældre og i forvejen svækkede personer, og oftere mænd end kvinder.

Legionærsygdom skal anmeldes skriftligt på formular 1515 til Epidemiologisk Afdeling på SSI og embedslægeinstitutionen. For rejserelaterede tilfælde bør angives oplysninger om rejseland, by, navn på overnatningssted, eventuelt. værelsesnummer samt rejseperiode. Tilfældene rapporteres videre til ECDC som varetager the European Legionella Disease Surveillance Network (ELDSNet)). Hvis to eller flere tilfælde er relateret til samme overnatningssted, er sundhedsmyndighederne i EU-lande forpligtet til at foretage en risikovurdering af overnatningsstedet, herunder undersøgelse af vandprøver. Hvis tilfældet ikke er rejseassocieret bør kontakt med andre mulige smittekilder angives (nyligt hospitalsophold, tandlægebesøg, besøg i svømmehal, arbejde med aerosoliseret vand etc) inden for en periode af 14 dage før sygdomsdebut. Ligeledes bør disponerende forhold (underliggende sygdom, misbrug etc.) angives.

Legionellabakterier lever i ferskvand og andre våde/fugtige miljøer. De formerer sig bedst i lunkent vand, 25 – 45 ºC. Smitte foregår hyppigst ved indånding af små vandpartikler (aerosol) der er forurenet med legionellabakterier. Aerosoler kan komme fra brusebad eller spabad, forstøvningsapparater eller fra køletårne. Smitte kan sandsynligvis også ske ved fejlsynkning af forurenet vand. Inkubationstiden er 2 - 10 dage. Anslagsraten er lav, idet kun få af de personer, der udsættes for smitten, bliver syge.
Sygdommen smitter ikke fra person til person.

En sikker diagnose kan stilles ved dyrkning af bakterien fra sekret fra de nedre luftveje. Bakterierne gror kun på specielle substrater og ofte dårligt og langsomt. Fra de samme prøvematerialer kan der stilles en hurtigere, men knapt så sikker, diagnose ved PCR teknik, der påviser DNA fra bakterierne.
En tidlig og sikker diagnose kan stilles ved påvisning af antigen i en urinprøve fra patienten, denne analyse kan dog generelt kun påvise antigen fra én undergruppe af bakterierne (L. pneumophila serogruppe 1), der er årsag til godt halvdelen af de danske tilfælde.
Herudover kan der påvises antistoffer mod Legionella i blodprøver, positivt antistof niveau ses dog i mange tilfælde først sent i sygdomsforløbet (2 til 6 uger efter sygdomsdebut). Der bør mindst tages to blodprøver, en tidligt og en sent i sygdomsforløbet, da kun en ændring (stigning eller fald) i niveauet er diagnostisk for aktuel eller nylig sygdom. En del personer har forhøjet niveau af antistoffer mod Legionella, uden det kan relateres til aktuel sygdom.

Infektionen kan ikke behandles med penicillin, men med andre antibiotika som makrolider eller flourokinoloner, der kan trænge ind i de inficerede celler. Korrekt og tidlig behandling er ofte vigtig for sygdommens prognose.

Der findes ingen vaccine mod Legionellainfektion.
Da Legionella smitter gennem vand, er den vigtigste forebyggelse at begrænse væksten af bakterierne i de potentielle smittekilder. Da bakterien formerer sig i lunkent vand, men ikke i koldt vand (mindre end 20º C) og dør ved temperaturer over 50º C, er det vigtigt at hhv. det kolde og varme brugsvand overholder disse temperaturkrav. Risikoen for vækst er speciel høj i stillestående lunkent vand, dette kan forekomme i blinde rørender eller ved tapsteder, der sjældent bruges. Det er vigtigt at blinde rørender fjernes, og at alle tapsteder bruges regelmæssigt og skylles igennem med koldt/varmt vand. Bruseslanger og brusehoveder udgør en speciel risiko, da de sjældent eller aldrig skylles igennem med vand der er varmere end 37° C. Det er en god ide regelmæssigt at skylle sin bruser gennem med varmt vand (mere end 50° C) og eventuelt udskifte slange og hoved regelmæssigt. For vandsystemer, hvor der anvendes lunkent vand, som kan spredes til omgivelserne som en aerosol (fx. spabade og køletårne), er det vigtigt at anvende tilstrækkeligt med biocider som kan dræbe eller begrænse væksten af bakterierne.  Generelt er det vigtigt at overholde de hygiejniske retningslinier for de forskellige vandsystemer. Ved ophold på hoteller hvor vandet i rørsystemerne kan have været stillestående i længere tid, kan det være en fordel at lade vandet løbe i nogle minuttet til det bliver varmt, før man tager brusebad.

Der arbejdes med følgende områder:

• Nye og forbedrede metoder til diagnostik.
• Nye molekylærbiologiske metoder til påvisning og typning af bakterierne til risikovurdering og epidemiologisk udredning af smitteomstændigheder.
• Registrering af legionellatilfælde i geografisk informations system (GIS) til forbedret overvågning.