Årsag
Hepatitis B skyldes infektion med hepatitis B virus (HBV).
Symptomer
Én til tre måneder efter smitte får man symptomer på leverbetændelse, der viser sig ved feber, kvalme, smerter i maven og gulsot. Urinen bliver mørkfarvet og afføringen bliver lys. De fleste voksne har disse symptomer i én til flere uger, hvorefter de har overstået infektionen og er immune. Ca. 5% af voksne bliver HBV bærere efter den akutte infektion. IV stofbrugere har dog større risiko for at udvikle kronisk HBV.
Stort set ingen af de børn, der smittes ved fødslen, udvikler symptomer på infektion, men bliver næsten alle kroniske hepatitis B bærere. Blandt kroniske bærere vil ca. 1% komme over deres kroniske sygdom uden behandling. Ca. 20% af de personer, der bliver HBV bærere, vil efter 20 - 30 år udvikle kronisk leversygdom, og ca. 5% vil få leverkræft.
Forekomst
HBV forekommer i hele verden, men er specielt udbredt i Asien, Afrika og Sydamerika. Ca. 350 millioner mennesker er kronisk smittet med HBV og har virus i blodet; de kan derfor smitte videre. Imidlertid har mange lande tilføjet hepatitis B vaccine i deres børnevaccinationsprogram, så over den næste generation forventes den globale forekomst at falde væsentligt. I Danmark er antallet af kroniske HBV bærere estimeret til at være i størrelsesorden 15.000, hvoraf kun godt 2.000 er kendt af sundhedsvæsnet. De fleste, som har kronisk hepatitis B i Danmark, er indvandrere, der er smittet ved fødslen før de kom til Danmark. Blandt indvandrere fra ikke vestlige lande er forekomsten mellem 1% og 15%, mens den hos indbyggere af dansk herkomst er 0,01%.
Smitteveje og reservoir
HBV smitter via blod, ved seksuel kontakt og fra mor til barn under fødslen. Risikoen for, at en mor, der er HBV bærer, smitter sit barn ved fødslen er mellem 30% og 90%, afhængig af om hun er positiv for det såkaldte HBe-antigen, som øger smitsomheden væsentligt. Ganske få børn smittes dog intrauterint, altså før fødslen, og i de tilfælde virker vaccinen ikke. Større børn kan smitte hinanden ved småuheld under leg (rifter og hudafskrabninger).
I lande med høj forekomst af HBV og hvor blodprodukter ikke screenes rutinemæssigt, kan der være risiko for at blive smittet i sundhedsvæsnet fx. ved blodtransfusion. Hvis der ikke opretholdes en høj grad af hygiejne, kan der endvidere være risiko for smitte gennem nålestik, operation eller tandlægebehandling med urene instrumenter samt ved tatovering og piercing.
Diagnostik
Hepatitis B er anmeldelsespligtig på blanket 1515. Epidemiologisk Afdeling udgiver årsopgørelser over forekomsten af hepatitis B i Danmark.
Behandling
Påvisning af virus eller virusantistoffer i en blodprøve. Kronisk hepatit diagnosticeres ved histologisk undersøgelse af en leverbiopsi. En ny form for leverscanning (fibroscanning) kan muligvis erstatte leverbiopsi.
Akut hepatitis B behandles ikke specifikt. Formålet med behandlingen af kronisk leverbetændelse er at forebygge udvikling af skrumpelever. Kronisk HBV kan behandles med præparater som supprimerer virusreplikationen, fx. lamivudin. Om hepatitis B skal behandles medicinsk afhænger af den fase sygdommen befinder sig i, og i hvilken udstrækning leveren er påvirket af infektionen. HBV bærere skal derfor følges på specialafdeling, hvor behovet for behandling løbende kan vurderes. Behandlingen virker ikke altid kurerende, men der er dog sket betydelige fremskridt i behandlingsmulighederne de senere år.
Forebyggelse
HBV infektionen kan forebygges ved vaccination. Vaccinen bruges både forebyggende, og som post eksposure profylakse (PEP) fx. efter stikuheld, hvor der er mistanke om hepatitis B virus i nålen.
I Danmark er hepatitis B vaccine ikke en del af børnevaccinationsprogrammet, da meget få danskere får hepatitis B i dag. Derimod er der indført en generel screening af alle gravide for hepatitis B-virus infektion. Smitteoverførsel fra mor til barn forhindres i over 90% af tilfældene, hvis der umiddelbart efter fødslen gives hepatitis B-vaccination og specifikt hepatitis B immunglobulin, efterfulgt af yderligere tre vaccinationer hos egen læge, når barnet er henholdsvis én, to og 12 måneder gammelt. Vaccinen til nyfødte er gratis, ligesom vaccine til IV stofbrugere og deres partnere og til husstandsmedlemmer og partnere til HBV bærere.
I Region Hovedstaden er hepatitis B vaccine endvidere gratis for mænd der har sex med mænd.
I Danmark er der indført screening af blod og blodprodukter med en DNA-forstærkningsmetode. Endvidere kan anvendelse af kondom effektivt forebygge seksuelt overført hepatitis B.