PDF-ikonPrintikonTip en ven

Borrelia infektion

Synonymer

Borreliose

Årsag

Borrelia infektion, også kaldet Borreliose eller Lyme-Borreliose, er en bakteriel infektion, hvor bakterien overføres fra dyr til mennesker af skovflåter.

Forekomst

Bakterien og dermed sygdommen forekommer i den tempererede zone på den nordlige halvkugle.

Et meget stort antal danskere bliver hvert år bidt af en skovflåt uden at udvikle sygdommen. Hyppigheden af neuroborreliose er i størrelsesordenen 150 om året, hvoraf langt hovedparten helbredes uden mén.

Smitteveje og reservoir

Borrelia-bakterierne overføres af skovflåter, som har fået dem fra dyr, især skovmus.
Skovflåten findes i 3 udviklingsstadier: larve, nymfe og voksen. Flåter skal have ét blodmåltid i hvert stadium. Det er næsten udelukkende nymfer, der angriber mennesker og derved af og til overfører Borrelia-bakterier. Nymferne er ca. 1 mm store. Larverne er mindre, og de voksne er større.
Skovflåter kan også overføre andre sygdomme, hvoraf TBE (tick-borne encephalitis) er den vigtigste på vore breddegrader.

Diagnostik

Langt den hyppigste Borrelia-infektion er Erythema Migrans, som viser sig som en rød plet i huden omkring bidstedet, sædvanligvis i løbet af nogle dage til 3 uger. Hvis en plet vokser og bliver 4 cm i diameter eller mere, skal man søge læge, som vil starte en 10-dages behandling med penicillin. Blodprøve er ikke til større diagnostisk hjælp i dette stadium af sygdommen. Hvis man i løbet af dage til uger efter et skovflåtebid udvikler let temperaturforhøjelse, almen utilpashed og evt. smerter i led og muskler, kan det være tegn på, at bakterien er ved at sprede sig til blodbanen. Man skal da søge læge, som vil afgøre om yderligere undersøgelse og behandling er nødvendig.
Hvis der opstår smerter fx. i ryg eller i nakke eller nedsat kraft i en muskel, eventuelt en lammelse, fx halvsidig ansigtslammelse, skal man søge læge, som vil foranledige undersøgelse med henblik på infektion af nervesystemet, såkaldt Neuroborreliose. Man kan godt få Neuroborreliose, uden at der forudgående har været Erythema Migrans.
Hos børn kan Neuroborreliose ytre sig ved, at de i løbet af nogle uger mister appetitten, klager over ”ondt i maven” eller andre steder og bliver initiativløse.
I sjældne tilfælde vil en ubehandlet Borrelia-infektion over nogle år kunne udvikle sig til en kronisk infektion i huden, især på fødder, ben, hænder og arme. Dette ses som misfarvning af huden. Her kan diagnosen ofte afklares ved en blodprøve, og infektionen standses med antibiotika.
En anden sjælden form for kronisk Borrelia-infektion er kronisk ledbetændelse i et eller flere af de store led, oftest et knæ. Tilstanden udvikler sig langsomt ofte gennem flere år. Denne form er meget hyppigere i USA end i Europa.
I yderst sjældne tilfælde kan Borrelia-bakterien angribe hjertet og give anledning til langsom puls og besvimelsestilfælde. I sådanne tilfælde vil man blive undersøgt og behandlet på en hjerteafdeling.
I andre yderst sjældne tilfælde vil en ubehandlet infektion kunne udvikle sig til en kronisk hjernebetændelse, der kan ytre sig som nedsat koncentrationsevne og hukommelsesbesvær.
Man regner ikke med at Borrelia-bakterier kan overføres fra moder til foster og give anledning til skade på fosteret. Gravide med Borrelia-infektioner behandles derfor med penicillin, som om de ikke var gravide.

Behandling

Sygdommen behandles effektivt med antibiotika.

Forebyggelse

Hvis flåten fjernes inden for det første døgn, er smitterisikoen næsten lig nul. Har flåten siddet længere, er der en lille risiko for smitte, men man vil ikke give forebyggende behandling. Risikoen ved generel brug af antibiotika efter skovflåtebid er udvikling af antibiotika-resistens især hos tarmbakterierne, hvilket vil føre til langt flere og alvorligere sygdomsproblemer end Borrelia-infektionerne.
I meget sjældne tilfælde gives dog forebyggende antibiotikabehandling efter skovflåtebid, fx hvis man er blevet bidt samtidig af et større antal skovflåter. Om denne behandling skal gives eller ej afgøres af en læge, der ofte vil kontakte Seruminstituttet og bede om rådgivning.
I områder med mange flåter kan man gå med passende fodtøj, lyse sokker og lyse, lange bukser, og således se flåterne lettere og børste dem af inden de kravler ind på huden. Hos børn skal man være opmærksom på, at flåter kan sidde i hårbunden.
Til fjernelse af flåter kan anvendes en pincet, som kan fås på apoteket.

Sidst redigeret 25. august 2010

Søg i Sygdomsleksikon

Eller

Relevante undersøgelser fra SSI