Årsag
Der findes flere former for trypanosomiasis. Den afrikanske form overføres med tsetsefluer, og den Syd- og Mellemamerikanske form (”Chagas sygdom”) overføres med en tæge. Trypanosomer er blodflagellater. Der findes forskellige arter, Trypanosoma brucei gambiense og Trypanosoma brucei rhodesiense giver anledning til sovesyge, og T. cruzi giver anledning til Chagas sygdom.
Symptomer
Afrikansk sovesyge:
Tsetsefluens bid er meget smertefuldt, og såfremt der efter bid fremkommer et stort ømt hævet område, kan det være tegn på at der er trængt parasitter ind. Derefter kan der udvikles hævede og ømme lymfeknuder, feber, hovedpine, udslæt og blodmangel. I de sene stadier ses tegn på infektion af hjernen med forvirring og kramper. Endelig vil patienten i den sidste fase blive mere og mere sløv og bevidsthedssløret. Infektioner med T.b. rhodesiensis forløber over uger til måneder, mens infektioner med T.b. gambiense ofte har et langsomt forløb over år. Begge infektioner er dødelige, hvis de ikke behandles.
Chagas sygdom:
Chagas sygdom har en akut og en kronisk fase. Den akutte fase kan være asymptomatisk eller præget af symptomer fra infektionsstedet. I nogle tilfælde er forløbet mere alvorligt med feber, muskelsmerter, hovedpine, ømme og hævede lymfeknuder, opkastning og udslæt. Hos ca. en tredjedel del af patienterne vil der senere i livet optræde hjertesygdom.
Forekomst
T.b. rhodesiense og T.b. gambiense findes i det tropiske Afrika fra 15 grader nord til 20 grader syd for Ækvator svarende til udbredelsen af tsetsefluen. I endemiske egne er 0,1 - 2 % af befolkningen smittet, men udbrud kan forekomme. T.b. rhodesiense kan inficere kvæg og vilde dyr.
T. cruzi findes i Syd- og Mellemamerika, hvor formentlig 5 % af befolkningen har eller har haft infektionen. Hunde, katte, gnavere og andre dyr kan inficeres.
Der konstateres kun få tilfælde i Danmark årligt og alle er importeret.
Smitteveje og reservoir
I Afrika overføres parasitterne via tsetsefluens bid. Denne er en 1.5 cm stor brunlig flue, der ligner en hestebremse. Den kan bide gennem tynde stoffer. Når tsetsefluen har bidt en inficeret person, formerer Trypanosoma parasitten sig i fluen over 2 - 4 uger. Derefter samler de infektiøse parasitter sig i fluens spytkirtel og overføres derefter med fluens bid.
I Syd- og Mellemamerika overføres T. cruzi via en tæge, der udskiller parasitten via afføringen. Frisk tægefæces kan derefter overføre infektionen via slimhinder eller små rifter og sår på huden, eller via kontaminerede fødevarer.
Chagas sygdom kan være kongenit som følge af smitte fra mor til barn.
Diagnostik
For at stille diagnosen skal man undersøge en blodprøve eller prøve fra en biopsi (lymfeknude eller hud).
Behandling
Valget af behandling er afhængig af, hvilken type trypanosom det drejer sig om, og hvorvidt infektionen medinddrager hjernen. Behandlingen er en specialistopgave.
Forebyggelse
Man bør beskytte sig mod tsetsefluebid (myggenet) og ved savannekørsel i åbne biler i Østafrika med lyst solidt tøj. Personer fra endemiske områder bør ikke godkendes til bloddonation.