Stivkrampe

Tetanus

Stivkrampe forårsages af den anaerobe bakterie Clostridium tetani. Selve bakterien har kun ringe evne til at vokse i vævet, men den danner et kraftigt virkende toksin (giftstof). Tetanustoksinet hæfter sig til nerver i sårområder og transporteres via nervebanerne til hjerne og rygmarv. Her hæmmer det den normale aktivitet af især de motoriske nerver.

Inkubationstiden er (1)-3-14-(21) dage. Stivkrampe begynder ofte med muskelspasmer i ansigtet (trismus) og synkebesvær samtidig med stivhed eller smerte i musklerne omkring nakke, skuldre eller ryg. Spasmerne spreder sig hurtigt til maveregion samt overarme og lår. Patienten kan spænde ryggen som en flitsbue (opistotonus) og ansigtudtrykket kan være spændt (risus sardonicus).

Hvis infektionen diagnosticeres og behandles tidligt, er helbredelse mulig. Helbredelse tager normalt mindst 4-6 uger.

Neonatal stivkrampe (ekstremt sjælden i vestlige lande) giver de samme symptomer hos nyfødte. Neonatal stivkrampe kan opstå efter forløsning under dårlige sanitære forhold, især hvis navlesnoren bliver forurenet. Før vaccination blev indført, var stivkrampe en kendt årsag til død hos nyfødte.

Stivkrampebakterier findes i jord, særligt i gødet jord og gadesnavs. De danner sporer, der ikke dræbes ved kogning og er modstandsdygtige over for indtørring i længere tid.

Stivkrampe er sjælden i Danmark, idet beskyttelse mod sygdommen indgår i børnevaccinationsprogrammet, og vaccinationsdækningen er høj. Der anmeldes ca. 1 tilfælde hvert andet år.

På verdensplan er sygdommen fortsat hyppig, specielt blandt nyfødte, på grund af infektion via navlestumpen. I 2008 rapporterede WHO godt 16.000 tilfælde af tetanus, heraf var godt 6.500 tilfælde blandt nyfødte, men det reelle antal tilfælde er mange gange højere.

Bakterien findes i jord, og indgangsporten for infektionen er oftest et forurenet sår. Selv de mindste sår kan blive inficeret af tetanusbakterier, og af og til kan en indgangsport end ikke erkendes.
Ved en sårskade skal – hos tidligere grundvaccinerede - gives en revaccination mod tetanus, hvis sidste vaccination er mere end 10 år gammel. Hvis personen ikke er fuldt grundvaccineret eller hvis læsionen er meget dyb og forurenet, skal der også gives injektion med specifikke antistoffer mod tetanus (tetanusantitoxin).
Stivkrampe er ikke smitsom mellem mennesker.

Hvis en læge mistænker stivkrampe og indleder behandling, skal tilfældet anmeldes på blanket 1515 til Statens Serum Institut. Dette gælder også de tilfælde, hvor der ikke er påvist tetanusbakterier (Sundhedsstyrelsens bekendtgørelse nr. 1102 af 20. september 2007).

Diagnosen stilles klinisk på basis af de karakteristiske symptomer. Materiale fra såret skal undersøges med dyrkning, men dette må ikke forsinke iværksættelse af behandling.

Behandling foregår på sygehus, normalt på en intensivafdeling. Der gives antibiotika for at dræbe bakterien og antitoksin for at neutralisere toksinet. Der behandles også med medicin til at kontrollere kramperne (spasmerne) og til at stoppe den abnorme nerveaktivitet, som ellers ville kunne skabe forstyrrelse i hjerterytme, blodtryk og kropstemperatur. Indikationsstilling og eventuel udlevering af tetanusantitoksin sker efter aftale med Epidemiologisk afdeling.

Alle ikke-sterile sår bør renses grundigt.

Vaccination mod stivkrampe indgår i børnevaccinationsprogrammet, idet den er en del af Di-Te-Ki-Pol/Hib vaccinen, som gives ved henholdsvis 3, 5 og 12 måneders-alderen samt 5 års Di-Te-K-Pol revaccinationen. Herefter anbefales revaccination (Di-Te) hvert 10. år.