PDF-ikonPrintikonTip en ven

Lussingesyge

Synonymer

Parvovirus B19 infektion, Erythema infectiosum, Den 5. børnesygdom

Årsag

Parvovirus B19

Symptomer

Sygdommen er mild, og mange smittede får ingen symptomer. Et typisk tilfælde med symptomer starter med feber og lidt tør hoste i et par dage. Efter at temperaturen er faldet fremkommer et udslæt eventuelt sammen med lettere feber på ny. Børn kan få et kraftigt, rødt udslæt på begge kinder. Desuden kan der ses et fintplettet udslæt på resten af kroppen. Mange voksne får intet udslæt, men derimod ledsmerter – specielt hyppigt hos kvinder – lokaliseret symmetrisk til de små led i hænder og fingre. Symptomerne kan minde om begyndende leddegigt og kan vare i ugevis.
Hvis gravide kvinder smittes kan infektionen ramme fostret ca. 3 - 4 uger efter den gravides infektion. Nogle få procent af fostre smittet før 20. uge har risiko for fosterdød eller hydrops. Den samlede risiko for, at en smittet gravid mister sit foster er mindre end 1%. Over 95% af de smittede fostre overlever således infektionen, og der er aldrig konstateret senfølger eller misdannelser efter infektionen.

Forekomst

I Danmark er ca. 2/3 blevet smittet ved 20-års alderen.

Smitteveje og reservoir

Inkubationstid 1 – 2 uger. Sygdommen er smitsom, og virus kan overføres både ved direkte og indirekte kontakt. Smitterisikoen er størst i forbindelse med den første feberperiode med lette symptomer fra luftvejene. Efter udslættets fremkomst kan virus ikke påvises i svælget, og smitterisikoen er formentlig meget lille.

Diagnostik

En sikker diagnose kan kun stilles ved hjælp af antistofundersøgelse. Det er muligt med en parvovirus B19-antistofundersøgelse på en enkelt blodprøve at afgøre, om en person er modtagelig for infektionen, om man er blevet smittet, eller om man er immun. Hos gravide med risiko for at have været udsat for smitte skal undersøgelsen gentages efter 2 - 3 uger, hvis den første prøve viser modtagelighed for infektionen.

Behandling

Der findes ingen specifik behandling af parvovirusinfektion. Såfremt der konstateres en aktuel infektion hos en gravid, bør hun henvises til specialafdeling.

Forebyggelse

Der findes ingen vaccine til forebyggelse af parvovirus B19-infektionen, og da sygdommen er smitsom og ofte forløber uden symptomer, indebærer enhver menneskelig kontakt en mulig smitterisiko. Det er ikke muligt helt at undgå smitte, men omhyggelig hygiejne, fx. ved hyppig håndvask, kan dog formindske risikoen for smitte.
Sundhedsstyrelsen anbefaler ikke at gravide fraværsmeldes pga. parvovirus B19-infektion i omgivelserne, med mindre helt særlige grunde taler for det (som fx. blodsygdom hos moderen). Se Epi-Nyt, uge 10, 2011.

Sidst redigeret 16. september 2011

Søg i Sygdomsleksikon

Eller