Synonymer
Cryptococcus, Kryptokokkose
Årsag
Cryptococcus neoformans er en gærsvamp. Der findes en række forskellige kryptokokarter, men kun to er humanpatogene: C. neoformans var. neoformans og C. neoformans var. gatii. Den geografiske udbredelse varierer for disse to varianter.
Symptomer
Den hyppigste infektion forårsaget af C. neoformans er meningitis. Svampen formodes at være inhaleret til lungerne, hvorfra den, eventuelt efter en latensperiode, spredes via blodet til centralnervesystemet, hvor infektionen udvikler sig til meningitis eller meningoencephalitis. I modsætning til bakteriel meningitis udvikles kryptokokmeningitis ofte mere langsomt med symptomer som hovedpine, svimmelhed, utilpashed, feber og eventuelt ændret personlighed. Først senere udvikles nakke- og rygstivhed og påvirket bevidsthedsniveau. Herudover kan Cryptococcus give lungeinfektion og hudinfektion, sidstnævnte i forbindelse med spredning via blodbanen.
Forekomst
Kryptokokker findes i jord og specielt i jord forurenet med fugleekskrementer. Herfra kan svampeceller inhaleres til luftveje og lunger, men sygdom ses helt overvejende hos patienter med svækket immunsystem, specielt patienter med leukæmi eller AIDS. I Danmark diagno-sticeres under 5 tilfælde årligt.
Diagnostik
I diagnostikken af Cryptococcus-infektion indgår dels mikroskopi og dyrkning af patientma-teriale som spinalvæske og blod, dels påvisning af frit Cryptococcus- antigen ligeledes i spi-nalvæske og blod. Antigenundersøgelse kan laves samme dag, og er således en hurtig diag-nostik. Påvisning af Cryptococcus ved dyrkning tager oftest ca. 2 – 5 døgn, og efterfølgende resistensbestemmelse 2 - 3 døgn.
Anmeldelse
Kryptokokmeningitis er individuelt anmeldelsespligtig.
Behandling
Førstevalgsbehandling ved meningitis er et amphotericin B præparat, bedst i kombination med flucytosin, da dette accelererer svampedrabet. Konsoliderende behandling kan være fluconazol i høj dosering, forudsat svampen er følsom.
Forebyggelse
Kan gives med fluconazol profylakse til risikopatienter (HIV med lavt CD4 tal).