Candidiasis

Candida mucositis, Candida vaginitis, Trøske

Candida hører til gærsvampe, hvoraf der findes ca. 500 forskellige arter. Kun ca. 10 af disse er hyppigt involveret i infektioner hos mennesker. Mest almindelig er Candida albicans, men også C. glabrata, C. krusei, C. tropicalis, C. parapsilosis m.fl. ses som årsag til infektion.

Candida kan give anledning til infektioner i hud, negle, slimhinder, enkeltorganer og udbredt i kroppen via blodet.
Hyppigst er slimhindeinfektioner, dels i mundhule, dels i vagina hos kvinder. Symptomer er svien, brænden og evt. belægninger og ved infektioner i mundhulen (trøske) desuden synkesmerter og smagsforstyrrelser. Infektioner i hud ses især i varme og fugtige områder, som under mammae, i bleregionen og i lysken. Her er infektionen ledsaget af rødme og evt. hvide belægninger. Infektioner i negle er sjældne og forekommer overvejende hos patienter med hænderne meget i vand eller med underliggende immundefekt (mucocutan candidiasis).
Infektioner i enkeltorganer eller udbredt i kroppen via blodet ses udelukkende hos svækkede patienter. Eksempelvis patienter, der er abdominaltkirurgisk opererede, intensivpatienter, har fået langvarig antibiotikabehandling, har svækket immunsystem pga. fx kemoterapi eller AIDS, eller patienter med intravenøse katetre.
Herudover har Candida været kædet sammen med en lang række syndromer som kronisk træthedssyndrom, kronisk diarre eller mavegener og andre mere uspecifikke symptomer. Der er dog ikke påvist årsagssammenhæng mellem Candida og disse symptomer, og fordi Candida er en del af vores naturlige flora i mund og mavetarmkanal, skal man være varsom med at konkludere, at påvist Candida i prøver fra disse områder er årsag til sygdom hos ellers raske personer.

Candida er en del af vores naturlige flora i mund og mavetarmkanal. Fundet af Candida i en patientprøve kan skyldes, at patienten har en svampeinfektion, eller at svampen indgår som en del af patientens mikrobielle normalflora på den pågældende prøvelokalisation (fx. i mundpodning). Derfor skal fundet af Candida vurderes i sammenhæng med kliniske symptomer og såvel mængden af påvist svamp som eventuelle gentagne fund er af betydning.

Candida smitter ikke fra person til person, men giver infektion fra personens egen endogene flora.

SSI overvåger epidemiologi og resistensforhold for candidæmi i Danmark. Infektionerne er ikke anmeldelsespligtige.

Dels mikroskopi og dyrkning af prøvemateriale, dels undersøgelse for frit Candida mannan antigen fra svampens cellevæg i blodprøve og antistoffer mod mannan i blodprøve. Hvor påvisning af Candida ved bloddyrkning eller antigen i blodet er ensbetydende med, at patienten har Candida infektion, kan påvisning af antistof være udtryk for såvel aktuel som tidligere infektion eller allergi. Det typiske tidsforløb fra prøvetagning til påvisning af Candida ved dyrkning er ca. 1 – 3 døgn. Artsdiagnosen stilles ud fra udseende af koloni og mikroskopiske strukturer af svampecellerne samt med biologiske dyrkningsmetoder, hvor bl.a. forskelle i evnen til at udnytte sukker- eller kulstofkilder udnyttes. Endelig identifikation ved sådanne metoder tager typisk 1 - 3 døgn.

Til behandling af Candida infektioner findes følgende midler: Amphotericin B, echinocandiner (anidulafungin, caspofungin og micafungin), azoler (fluconazol, itraconazol, voriconazol, ketoconazol, econazol, clotrimazol og miconazol) og flucytocin. Blandt disse findes ketoconazol, clotrimazol, econazol og miconazol til topikal behandling
Almindeligvis er C. albicans følsom for de forskellige svampemidler, mens nedsat følsomhed for visse azoler knytter sig til species som C. glabrata og C. krusei og nedsat følsomhed for echinocandiner ses for C. parapsilosis. Resistensbestemmelse er især relevant, når patienten tidligere har fået svampebehandling, eller der er påvist en art, der ikke er en C. albicans og ved alvorlige infektioner

Der kan ikke vaccineres mod Candida. Ved recidiverende Candida vaginitis kan forebyggende azolbehandling overvejes.