Afrikansk flåtbidsfeber

African tick bite fever, Rickettsia africae

Afrikansk flåtbidsfeber skyldes en infektion med den obligat intracellulære bakterie Rickettsia africae, der overføres til mennesket ved bid af inficerede flåter.

Inkubationstiden for afrikansk flåtbidsfeber er normalt 5 - 7 dage, men kan være op til 10 dage. Hos de fleste patienter ses akut indsættende feber, hovedpine og muskelsmerter og i en del tilfælde en subjektiv fornemmelse af stivhed i nakken. Hos over halvdelen af patienterne udvikles der et sår (eschar) på huden, hvor flåten/flåterne har bidt sig fast og overført bakterien. I en del tilfælde observeres flere samtidige sår. Sårene er karakteristiske, men kan nemt overses: De er skarpt afgrænsede, har en mørk/sort sårskorpe og er omkranset af en rød halo. Regional lymfeknudesvulst er almindelig, ligesom mere eller mindre generaliseret makulopapulært eventuelt vesikulært udslet ses i en del tilfælde.

Symptomerne er selvbegrænsende, og der er ikke beskrevet dødsfald som følge af afrikansk flåtbidsfeber.

R. africae findes hos flåter af slægten Amblyoma i Afrika syd for Sahara og på de Franske Antiller. Op til 30 - 70 % af flåterne i et område kan være inficerede. Rejsende, der færdes i græs og buskads, hvor der forekommer vilde dyr, er særligt udsatte fx. i forbindelse med safariturer til fods og jagtferier. I en stor norsk undersøgelse fandt man tegn på afrikansk flåtbidsfeber hos 25 % af alle personer, der havde været på jagtferie til det sydlige Afrika, mens risikoen for safariturister var 1-3 %. Risikoen for at pådrage sig flåtbid og dermed infektionen er størst i den varme og fugtige tid i det sydlige Afrika fra november til april. Forekomsten hos danske rejsende kendes ikke, men sygdommen er formentlig underdiagnosticeret.

Afrikansk flåtbidsfeber overføres alene til mennesket ved bid af inficerede flåter. Ofte ses flere flåter på den samme person og ofte er der også flere personer i en rejsegruppe, der er smittet samtidig. Person-til-person-smitte forekommer ikke.

Der er ikke klarlagt hvor længe flåten skal have suget blod før transmission af infektionen forekommer, men der er formentlig tale om timer. Flåten kan blive siddende i 1 - 2 uger.

Afrikansk flåtbidsfeber skal mistænkes hos personer med feber opstået op til 10 dage efter en relevant eksposition. Kan man klinisk identificere det karakteristiske sår, er den mest følsomme måde at bekræfte diagnosen på at undersøge en biopsi eller et skrab af såret med specifik PCR for Rickettsia arter. I det akutte forløb af afrikansk flåtbidsfeber kan R. africae i nogle tilfælde påvises i blodet. Følsomheden af denne undersøgelse er imidlertid ikke endelig klarlagt, og den bør derfor begrænses til akutte tilfælde hvor rickettsiose mistænkes, men hvor der ikke er noget synligt sår. Ved tvivlstilfælde og i tilfælde hvor man ikke kan identificere et sår, bør PCR analysen altid suppleres med undersøgelse for antistoffer mod Rickettsia arter. Der undersøges en prøve så tidligt som muligt i sygdomsforløbet og igen 2 uger efter sygdomsdebut. Da antistofresponset kan være forsinket, bør man ved vedvarende mistanke gentage prøven 6 uger efter sygdomsdebut. Ved antistofmåling benyttes en immunfluorescenstest, hvor det er muligt at skelne mellem spotted-fever-group Rickettsia arter, der bl.a. omfatter R. africae, og typhus-group Rickettsia arter. Rickettsia arter kan kun dyrkes i cellekulturer og må kun håndteres i biosikkerhedsklasse III laboratorier. Dette udføres ikke rutinemæssigt i Danmark.

Antibiotisk behandling med tablet doxycyclin 100 mg x 2 eller efter vægt bør påbegyndes alene på den kliniske mistanke. Behandlingen har normalt betydelig effekt på de kliniske symptomer inden for de første 24 - 48 timer. I nogle lande benyttes doxycyklin også til kortvarig behandling af infektioner med Rickettsiaarter hos børn. Penicillin er uden effekt. 

Det tilrådes at man ved rejser til områder, hvor afrikansk flåtbidsfeber forekommer gør en ekstra indsats for at reducere risikoen for at blive bidt af flåter. Ved brug af beklædning bør man så vidt mulig reducere flåternes muligheder for at komme i kontakt med huden. Brug af myggebalsam indeholdende ≥20 % diethyl-3-methylbenzamide (DEET) kunne i et mindre studie reducere mængden af bid med flåten Amblyoma hebraeum med 80 % i op til 2 timer efter påsmøring. Imprægnering af tøjet med permethrin reducerer risikoen for bid af flåter. Ingen af disse stoffer er imidlertid godkendt til brug i Danmark, på grund af høj forekomst af hudpåvirkning.

Det i Danmark godkendte hydroxyethyl isobutyl piperidine carboxylate også kaldet KBR 3023 har en tilsvarende effekt på den danske skovflåt Ixodes ricinus, men effekten på Amblyoma er ikke undersøgt. Den flåtafvisende effekt er alene blevet vurderet i laboratoriet og ikke på svedende personer. Det er således sandsynligt, at personer på vandretur skal benytte præparaterne hyppigere end hver anden time for at opnå samme effekt.

Malariaforebyggelse med tablet doxycyklin reducerer formentlig risikoen for at pådrage sig afrikansk flåtbidsfeber, men den kliniske effekt er ikke nærmere dokumenteret.