PDF-ikonPrintikon

Udbrud af malaria i Kap Verde

Verdenssundhedsorganisationen WHO advarer om, at et udbrud af malaria har udviklet sig i Kap Verde. Der er tale om den alvorlige type af malaria (falciparum).

Kap Verde har i det senere år nedbragt forekomsten af malaria markant. I de sidste fem år har landet således kun haft enkelte tilfælde af malaria hvert år. Men i juni-juli 2017 har der været rapporteret om 45 tilfælde af lokalt erhvervet malaria i hovedstaden Praia på øen Sao Tiago (Santiago).

De nationale sundhedsmyndigheder arbejder sammen med WHO på at undersøge udbruddet nærmere og iværksætte relevante kontrolforanstaltninger. Man arbejder bl.a. på at genetablere et effektivt vektorkontrolprogram, som ikke har fungeret tilstrækkeligt i de senere år, hvorved højere myggeforekomst har medført øget risiko for malariatransmission, bl.a. relateret til visse byggepladser og rismarker omkring hovedstaden Praia.

Aktuelt anbefaler Statens Serum Institut (SSI), at rejsende til Kap Verde informeres om den aktuelle forhøjede malariarisiko og tager de nødvendige forholdsregler:

  1. Alle rejsende skal forsøge at undgå myggestik ved brug af effektiv myggestiksprofylakse. 
     
  2. Rejsende til hovedstaden Praia og øen Sao Tiago anbefales indtil videre desuden at tage forebyggende malariamedicin, som er effektiv mod falciparum-malaria. 
     
  3. Alle rejsende til Kap Verde bør være opmærksomme på symptomerne på malaria, dvs. feber og influenzalignende sygdom, og bør kontakte læge ved febersygdom med henblik på at blive hurtigt undersøgt for malaria. Dette gælder også de rejsende, som er hjemvendt fra Kap Verde indenfor de seneste uger-til-måneder.

SSI følger situationen og vil komme med løbende opdateringer på sin rejsehjemmeside.