PDF-ikonPrintikon

Udfasning af det midlertidige vaccinationsprogram

Fra 3. april 2017 skal der igen vaccineres med primærvaccine DiTeKiPol/Act-Hib® til børn, der begynder på børnevaccinationsprogrammet.

Udfasning af det midlertidige vaccinationsprogram

Som tidligere varslet, begynder udfasning af det midlertidige børnevaccinationsprogram den 3. april 2017, EPI-NYT 10/17. I børnevaccinationsprogrammet har der siden uge 7/8, 2016 midlertidigt været anvendt andre vacciner end de normale primærvacciner fra Statens Serum Institut (SSI), EPI-NYT 3/16 og 5/16. Dette har betydet, at børn under det midlertidige program også er blevet vaccineret mod hepatitis B.

Den tidligere anvendte primærvaccine (DiTeKiPol/Act-Hib®) er nu tilgængelig igen. I løbet af den periode, hvor der har været anvendt andre primærvacciner (primært Hexyon® men i en periode i foråret 2016 også den identiske vaccine Hexaxim®, EPI-NYT 15/16), er SSI’s vaccineproduktion blevet solgt fra, og den endelige overtagelse skete den 16. januar 2017, EPI-NYT 3/17. Den nye producent, AJ Vaccines A/S, har også købt det lager af DiTeKiPol/Act-Hib®, som SSI allerede havde produceret og pakket. Det betyder, at de primærvacciner, der leveres fra SSI i den kommende periode fortsat vil være pakket og navngivet som et SSI-produkt (men AJ Vaccines A/S har overtaget markedsføringstilladelsen og dermed produktansvaret). Først når dette restlager er opbrugt, vil primærvaccinen være pakket som en AJ vaccine.

For at opnå kontinuitet i børnevaccinationsprogrammet er der som led i salget af SSI’s vaccineproduktion indgået aftale med køber om at levere vacciner til børnevaccinationsprogrammet i en overgangsperiode på 30 måneder. Hvilken producent, der herefter skal levere vacciner til programmet, vil blive fastlagt efter en udbudsrunde, der påbegyndes i første halvår af 2017.

Alle børn, der påbegynder vaccinationsprogrammet den 3. april 2017 eller senere, skal derfor vaccineres med DiTeKiPol/Act-Hib®, og vil ikke blive tilbudt vaccination mod hepatitis B. Alle børn, der som led i det midlertidige vaccinationsprogram har modtaget mindst én hexavalent vaccine, og som derfor også er påbegyndt et vaccinationsprogram mod hepatitis B, tilbydes at blive vaccineret færdig mod denne sygdom. Tilbuddet vil være gældende frem til ultimo marts 2018.

Det er vigtigt at pointere, at det fortsat ikke er besluttet at indføre vaccination mod hepatitis B i børnevaccinationsprogrammet. Vaccination mod sygdommen var begrundet i, at de vacciner der kunne leveres (Hexyon® og Hexaxim®) som erstatning for SSI-vaccinen (DiTeKiPol/Act-Hib®) desuden indeholdt hepatitis B-komponenten. Den i Danmark valgte strategi med anbefaling om vaccination mod hepatitis B til særlige risikogrupper er derimod fortsat gældende.

Siden 15. november 2015 har det været lovpligtigt at registrere alle givne vacciner i Det Danske Vaccinationsregister (DDV), EPI-NYT 45/15. Det er i overgangsperioden fra det midlertidige til det normale vaccinationsprogram dog fortsat meget vigtigt at anvende de korrekte ydelseskoder.

Børn der påbegynder vaccination i børnevaccinationsprogrammet

Børn, der påbegynder vaccination i børnevaccinationsprogrammet den 3. april 2017 eller senere, skal primærvaccineres med DiTeKiPol/Act-Hib® (kode 8341), figur 1. De hexavalente vacciner (Hexyon®/Hexaxim®/Infanrix hexa®) må ikke anvendes som 1. primærvaccine efter denne dato. Den særlige afregningskode for første Hexyon® (8350) vil være spærret fra 1. maj 2017, og ydelsen vil herefter blive afvist af regionen.

Børn der i det midlertidige vaccinationsprogram har modtaget mindst én hexavalent vaccine

Børn, der har modtaget mindst én hexavalent vaccine (Hexyon®/Hexaxim®), og derfor er delvist vaccineret mod hepatitis B, bør færdigvaccineres med én eller to Hexyon® i 5- og/eller 12-måneders-alderen (kode 8351/8352), figur 1.

Børn, der er begyndt i det midlertidige vaccinationsprogram, kan kun blive vaccineret færdig mod hepatitis B frem til udgangen af marts 2018. Herefter vil de midlertidige afregningskoder være spærret, og ydelsen vil derfor blive afvist af regionen.

Børn der er påbegyndt vaccination med primærvaccinen DiTeKiPol/Act-Hib® men færdigvaccineret med én eller to hexavalente vacciner

Hvis det - på grund af mangelsituationen – har været nødvendigt at færdigvaccinere børn, som var påbegyndt vaccination med DiTeKiPol/Act-Hib®, med hexavalent vaccine, vil disse børn også være omfattet af tilbud om vederlagsfri vaccination med Engerix-B® for at fuldføre vaccinationsserien mod hepatitis B.

Engerix-B® skal efterfølgende gives mindst henholdsvis én måned og seks måneder efter den første hexavalente hepatitis B-holdige vaccine. Forudsat at barnet ikke har nogen aktuelt øget risiko for hepatitis B, kan færdigvaccinationen eventuelt udskydes til MFR-vaccination i 15-måneders-alderen og til 2-års-børneundersøgelsen, forudsat at dette er muligt inden udgangen af marts 2018, hvor tilbuddet ophører.

EPI-NYT uge 13 2017 figur 1

Børn født af hepatitis B-positive mødre

Børn der ikke er påbegyndt vaccination med hexavalent vaccine:

Barnet skal have Engerix B® (i børnedosis) ved fødslen og efter 1 og 2 måneder. Herefter gives DiTeKiPol/Act-Hib®, når barnet er 3 og 5 måneder gammelt, figur 2. Hvis Engerix B® ved 2-måneders-alderen er forsinket, kan den gives samtidig med 1. DiTeKiPol/Act-Hib®. I 12-måneders-alder gives 3. DiTeKiPol/Act-Hib® og 4. Engerix B®.

Alle bærerbørn, der har fået mindst én hexavalent vaccine, vaccineres færdig efter det midlertidige program:

Børn, der har fået Engerix B® ved fødslen og efter 1 måned og 1. Hexyon®/Hexaxim® i 3-måneders-alderen, vaccineres færdig med yderligere to hexavalente vacciner i 5- og 12-måneders-alderen, figur 2.

Børn, der har fået Engerix B® ved fødslen og efter 1 måned og to Hexyon®/Hexaxim® i 3- og 5-måneders-alderen, vaccineres færdig med hexavalente vacciner i 12- måneders-alderen, figur 2.

EPI-NYT uge 13 2017 figur 2

I situationer hvor barnets vaccinationsstatus falder uden for disse forløb, er sundhedspersonale velkommen til at kontakte Rådgivningsteam i Afdeling for Infektionsepidemiologi og Forebyggelse telefonisk på 3268 3038 eller skriftligt via .

Bestilling af vacciner

DiTeKiPol/Act-Hib® bestilles som tidligere med varenummer 98949.

Til færdiggørelse af påbegyndt vaccinationsserie mod hepatitis B vil det frem til udgangen af marts 2018 være muligt at bestille hepatitis B-vaccine Engerix-B® i børnedosis, SSI varenummer 17606. Bestilling skal ske ved telefonisk henvendelse til ordremodtagelsen på telefon 3268 3111.

Alle øvrige vacciner kan bestilles via SSI’s elektroniske blanket 6.

SSI tager ikke vacciner tilbage, som er leveret til brug i det midlertidige vaccinationsprogram. Det henstilles derfor, at man ikke bestiller flere vacciner, end man regner med at skulle bruge.

(P.H. Andersen, P. Valentiner-Branth, L.K. Knudsen, Afdeling for Infektionsepidemiologi og Forebyggelse, B. Neale, Vaccineforsyning & Planlægning, SYB, Sundhedsstyrelsen)

Spørgsmål og svar

Sidst redigeret 3. april 2017