PDF-ikonPrintikon

Sygdomsforekomst før og efter indførelse af vaccination

Det danske børnevaccinationsprogram har været en stor succes, som i forhold til sparet sygelighed og dødelighed næppe kan matches af nogen anden sundhedsintervention. Sygdommene er i dag udryddet, næsten udryddet eller sjældne, netop pga. høj vaccinationstilslutning gennem mange år.

Den store succes kan medføre en pædagogisk udfordring for sundhedspersoners argumentation overfor forældre, som måske oplever risikoen for bivirkninger til vaccination større end risikoen for sygdommene. Bortset fra de sygdomme der er udryddet, findes mikroorganismerne stadig, og kan give anledning til smitte, fx i forbindelse med udlandsrejse, eller vil kunne give anledning til egentlige epidemier, hvis vaccinationstilslutningen falder, og en for stor andel af befolkningen igen er modtagelige for sygdommen.

Tabellen viser de vaccineforebyggelige sygdomme, man har vaccineret mod i Danmark, i hvilken periode man har vaccineret, og sygdomsforekomst før og efter indførelse af vaccination.

Sygdom År for indførelse Sygdomsforekomst før  Sygdomsforekomst efter
Kopper Tvungen vaccination 1931-1976.

Risikogrupper 1976-81.
Almindelig indtil 1880’erne og havde en dødelighed mellem 1 og 50 % afhængig af virus-type.

Fra 1871 blev kokoppe-vaccination lovpligtigt og bevirkede, at koppeepidemierne hurtigt gik tilbage, samtidig med, at dødeligheden faldt betydeligt.
Det sidste tilfælde af kopper i Danmark var i 1970. Kopper blev i 1980 erklæret udryddet på verdensplan af WHO.
Tuberkulose BCG vaccination af tuberkulin-negative skoleelever 1946-86.

Risikogrupper 1986-90.
Der var i den første halvdel af 1900-tallet mellem 3000-5000 nye tilfælde af tuberkulose per år. Tuberkulose var i 1985 at betragte som en så sjælden sygdom (cirka 300 tilfælde om året) at man ophørte med tuberkulinscreening og vaccination. Aktuelt påvises ca. 350 tilfælde årligt, EPI-NYT 3/15.
Difteri 1943 Optrådte i epidemier med op til 14.000 tilfælde per år og var forbundet med en dødelighed på op mod 50 %.

Difteri antitoxin behandling og senere antibiotisk behandling reducerede dog dødeligheden væsentligt.
Det sidste tilfælde i Danmark blev påvist i 1998, EPI-NYT 1/99.  Difteri ses fortsat over det meste af verden. I 1990’erne var der store udbrud af difteri i Øst-Europa.

Der blev i 2015 påvist et tilfælde af kutan difteri hos en asylansøger i Danmark.

Der var et fatalt tilfælde af difteri i Spanien i 2015 hos en uvaccineret 6-årig dreng. Denne dreng var formodentlig smittet på en sommerlejr, hvor der var adskillige fuldt vaccinerede børn, som havde bærertilstand af difteri i svælget.
Tetanus
(stivkrampe)
1949 Tetanus sås efter fødslen og efter sårskader og var forbundet med en dødelighed på cirka 50 %. Det sidste tilfælde af neonatal tetanus sås i 1970. Tetanus blandt voksne er nu en sjælden sygdom med 0-2 tilfælde om året.
Polio 1955 Der var årligt omkring 500 poliotilfælde, og i 1952/53 var der en epidemi med næsten 2500 tilfælde hvoraf 10 % døde. Det sidste tilfælde af poliosmitte i Danmark var i 1976, og det sidste importerede tilfælde var i 1983.

Europa blev erklæret poliofrit i 2002 af WHO, men polio er endnu ikke udryddet i verden, EPI-NYT 50/15.
Kighoste 1961 Sygdommen forekom i epidemier med cirka 5 års mellemrum og var en alvorlig sygdom for især små børn. Vaccination har reduceret forekomsten af kighoste markant, og de sidste dødsfald sås i 2005 og i 2010, EPI-NYT 14/14. Kighoste kan fortsat være en alvorlig infektion hos især spædbørn.
Mæslinger

Fåresyge

Røde hunde
1987 Stort set alle børn fik disse sygdomme, heraf en del også alvorlige følge-tilstande, EPI-NYT 1-2/96. Således sås der hvert år dødsfald og tilfælde af hjernebetændelse som følge af mæslinger. Der var 27 tilfælde af mæslinger og 42 tilfælde af fåresyge i 2014. Røde hunde er en mild sygdom og overvåges ikke generelt.

Der er overvågning af røde hunde i graviditeten samt af Kongenit Rubella Syndrom, som er en alvorlig komplikation hos spædbarnet efter infektion med røde hunde hos den gravide.
Haemophilus Influenza type b 1993 Var årsag til 80 årlige tilfælde af meningitis hos små børn og 30 tilfælde af epiglottitis. I gennemsnit døde to børn hvert år. Der forekommer nu kun 0-2 tilfælde af denne type meningitis hos små børn om året, ligeledes er epiglottitis hos børn en sjælden tilstand.
Pneumokokker 2007 Var årsag til over 1000 tilfælde årligt af meningitis og blodforgiftning (IPS) hos især små børn og hos ældre Forekomsten af IPS er faldet med 71 % hos børn under 2 år, EPI-NYT 19/13, og i hele befolkningen med 30 %, EPI-NYT 38b/15.
HPV 2009
(piger)
Der ses aktuelt 370 tilfælde af HPV-associeret livmoderhalskræft i Danmark hvert år. HPV-vaccination forventes at beskytte næsten 100 % mod forstadier til livmoderhalskræft forårsaget af de typer HPV, som er indeholdt i vaccinen.

Et dansk studie har vist, at der allerede nu er en reduceret forekomst af forstadier til livmoderhalskræft blandt vaccinerede.

 

Infografik der viser effekten af vacciner i Danmark

Se infografikken i større version (pdf)

Sidst redigeret 3. april 2017