PDF-ikonPrintikon

Viden og råd om MRSA

MRSA (Methicillin-Resistente Staphylococcus aureus) er stafylokokker, der er resistente over for de antibiotika, man normalt bruger til at behandle stafylokokinfektioner.

Hvad er stafylokokker?

Staphylococcus aureus (herefter kaldet stafylokokker eller forkortet S. aureus) er gram positive bakterier, som findes udbredt hos mennesker og dyr.

Grafik der viser at MRSA er en blandt mange stafylokokker

MRSA består af mange forskellige undertyper, som alle er resistente over for de antibiotika, der normalt anvendes mod stafylokokinfektioner. Husdyr-MRSA er én af disse undertyper.

Stafylokokker er en del af den normale bakterieflora, der findes i næsen, på slimhinder samt på huden hos ca. 50 % af befolkningen.

Ca. 20 % af mennesker har altid S. aureus som en del af deres normalflora (= permanente bærere). 30-50 % bærer kun S. aureus i perioder (intermitterende bærere), mens 30-50 % ikke har disse stafylokokker i deres normale bakterieflora.

Stafylokokker findes primært i næsen, men bakterien findes også ofte i svælget og på huden specielt i fugtige områder som lysken og i skridtet.

Normalt giver stafylokokkerne hverken gener eller sygdom (asymptomatisk kolonisering), men S. aureus kan forårsage infektioner. Hyppigst er betændelser i rifter, sår og andre læsioner i huden, børnesår og bylder.

Hos svækkede personer forårsager S. aureus også dybe infektioner som knoglebetændelse, ledbetændelse, lungebetændelse, blodforgiftning og hjerteklapbetændelse. Mange indgreb og procedurer, der foretages på sygehuse, som for eksempel anlæggelse af katetre i blodårer, dræn samt operationer øger risikoen for stafylokokinfektioner. 

S. aureus er desuden meget hårdføre bakterier og kan overleve i omgivelserne i flere måneder (fx. på dørhåndtag, mobiltelefoner, tastaturer og i støv).

Der findes mange forskellige undertyper af stafylokokker. De forskellige undertyper kan have særlige karakteristika, hvor nogle først og fremmest findes hos mennesker, mens andre først og fremmest findes hos dyr. Læs mere om typebestemmelse af MRSA.

Hvad er MRSA?

Stafylokokker og MRSA - infografikMRSA er forkortelsen for Methicillin Resistent Staphylococcus aureus. Det er stafylokokker, som er resistente over for de antibiotika, der normalt anvendes til behandling af stafylokokinfektioner, dvs. stafylokok-antibiotika tilhørende penicillingruppen samt lignende antibiotika (= β-laktamantibiotika som udgøres af penicilliner, cefalosporiner, carbapenemer). MRSA-infektioner skal derfor behandles med specialantibiotika.

Methicillin var det første anti-stafylokok penicillin, der blev udviklet i 1959. Læs mere om MRSA og methicillinresistens.

MRSA blev første gang påvist i 1961 i England og har siden bredt sig til hele verden.  I Danmark blev det første MRSA tilfælde fundet i 1962. Læs mere under Om MRSA.

Hvad er MRSA 398 (svine-MRSA)?

MRSA 398 er en særlig type MRSA, som primært findes hos svin - deraf navnet svine-MRSA eller husdyr-MRSA. MRSA 398 kan overføres fra dyr til mennesker. MRSA 398 er i dag udbredt i det meste af verden, og i Danmark er der de seneste 10 år sket en kraftig stigning i antal tilfælde. Læs mere om udbredelsen af MRSA 398 i Danmark.

SSI har en rådgivningstjeneste, hvor borgere kan få svar på spørgsmål om MRSA 398. Læs mere om Rådgivningstjenesten om husdyr-MRSA.

Sidst redigeret 27. september 2016

Relateret indhold

Rådgivningstjenesten om husdyr-MRSA

Landmand holder en gris

Borgere og sundhedsfaglige kan få svar på spørgsmål om MRSA 398 (svine-MRSA) ved at kontakte SSI’s rådgivningstjeneste.