Colitis ulcerosa

Ulcerøs colit - UC, Blødende tyktarmsbetændelse

Kontinuert kronisk inflammation of colonslimhinden, dvs. en tyktarmsygdom uden kendt årsag. Skyldes formentlig et samspil mellem genetiske og miljømæssige faktorer. Sygdommen optræder familiært hos 10 - 15% af patienterne. Genetiske faktorer har formentlig mindre betydning end for Crohns sygdom, idet konkordansraten for énnæggede tvillinger kun er på 6 - 20%. Mutationer i NOD2/CARD15-genet er ikke associeret til colitis ulcerosa (CU).

CU debuterer oftest med afgang af blod eller blodigt slim per rectum i tilslutning til afføring. Sygdommen udvikler sig herefter i typiske tilfælde med tiltagende blødning, diaré og dumpe smerter. Symptomer uden for tarmen er hyppige (ses hos op til 25%) og er typisk ledsmerter, øjenbetændelse, hududslæt eller mundhulelæsioner. Normalt er almentilstanden ret upåvirket og der er ingen eller ubetydelige smerter ved debut.

Nogenlunde konstant hyppighed med en incidens på ca. 10/100.000/år og en prævalens på 2-300/100.000. Det er nogenlunde den samme forekomst som den anden type af kronisk inflammatorisk tarmsygdom, Crohns sygdom, der har udvist en stærk stigning i hyppighed gennem de seneste 40 år. Sygdommen er lang sjældnere i U-lande. Kvinder rammes en lille smule hyppigere end mænd (1,2 – 1,5:1). Størstedelen af de nydagnosticerede tilfælde ses hos 15 - 30 årige. I knap 1/3 af tilfældene rammes hele colon inklusive rectum, hos 1/3 distale colon og rectum, mens sygdommen hos ca. 1/3 kun sidder i rectum eller rectum-sigmoideum.

Stilles på baggrund af fundene ved endoskopi, eventuelt ved røntgenundersøgelse med dobeltkontrast og ved mikroskopi af rectumbiopsi, der viser inflammation af de overfladiske lag af tarmslimhinden samt såkaldte kryptabscesser. I serum findes hos ca. 50% autoantistoffer mod neutrofile granulocytter (p-ANCA) i modsætning til ved Crohns sygdom, hvor kun et fåtal af patienterne har sådanne antistoffer.

Der findes ingen kausal behandling af CU. De fleste patienter kan forblive i medicinsk behandling med 5-aminosalicylsyreholdige præparater eller med steroider eller andre immunhæmmende stoffer, eventuelt til lokalbehandling i rectum. TNF-α antistof er remissionsinducerende hos 1/3 af patienter, der ikke responderer på glukokortikoider, specielt ved tidlig indsættelse. De resterende patienter (15 - 25% efter 10 års sygdom) behandles kirurgisk med fjernelse af større eller mindre dele af tyktarmen.