Årsag
Blastocystose skyldes kolonisation/infektion med den encellede tarmparasit Blastocystis (hominis).
Symptomer
Det er sandsynligt, at en stor andel af Blastocystis-inficerede individer er raske bærere. Andre kan opleve uspecifikke mave-tarm-symptomer som fx. vekslende afføringsmønster, mavesmerter og lignende. Blastocystis omfatter mindst ti subtyper (varianter). Det er endnu ikke afklaret, om der er forskel på de forskellige subtypers evne til at forårsage sygdom, men den seneste forskning taler herfor.
Forekomst
Parasitten er sandsynligvis almindeligt udbredt i de fleste dele af verden.
Overvågning
Der er ikke lovbefalet overvågning.
Smitteveje og reservoir
Det vides ikke med sikkerhed, hvorledes parasitten overføres. Tilstedeværelsen af et cystestadium tyder på fæko-oral smitte, og vandbåren smitte er også sandsynlig.
En zoonotisk smitterute kan ikke udelukkes.
Diagnostik
Det er til en vis grad muligt at påvise parasitten ved almindelig oprensning og mikroskopi af fæces. Parasitten påvises med større sensitivitet ved hjælp af dyrkning eller PCR-baseret opformering af Blastocystis-specifikt DNA. PCR metoder muliggør endvidere subtypning.
Behandling
Behandling kan overvejes i tilfælde, hvor Blastocystis, efter udelukkelse af andre patogener, er den eneste tænkelige årsag til mave-tarm-symptomer. Erfaring savnes, men det er sandsynligt, at parasitten kan behandles med metronidazol eller fx. trimethoprim-sulfamethoxazol.
Forebyggelse
Da der er tale om fæko-oral og vandbåren smitte, sker forebyggelse gennem grundig håndhygiejne og ved at undgå fækalt forurenet drikkekvand.
Forskning
Parasitologisk Laboratorium forsker i og udvikler nye diagnostiske metoder til påvisning og adskillelse af lav- og højpatogene subtyper af Blastocystis, især ved benyttelse af molekylærbiologiske metoder.