Årsag
Anchylostomiasis er en infektionssygdom, hvor rundorm i tyndtarmen kan give blod- og proteinmangel samt ødemer. Der findes to typer hageorme: Anchylostoma duodenale og Necator americanus. Den voksne orm er ca. 1 cm lang og hager sig fast i tyndtarmens slimhinde, hvor den suger blod.
Symptomer
Indledningsvis ses kløe, rødme og hævelsen af huden svarende til, hvor larverne er trængt ind. Senere kan der komme symptomer fra tarmen, blodmangel, ødemer og træthed. Symptomerne afhænger af antallet af voksne orme samt helbredstilstanden af den angrebne. Desuden kan ses (Larva migrans), hvor ormen vandrer under huden (og igennem andre organer).
Forekomst
Findes i store dele af tropiske og subtropiske lande.
Smitteveje og reservoir
Fra jord forurenet med menneskeafføring kan larverne trænge gennem huden på fødderne ind i lymfekarrene. Larverne migrerer til lungerne, fra luft til spiserør og ender i tarmen. Her udvikles de til voksne orme, der suger blod og protein.
Behandling
En lysmikroskopisk undersøgelse af en fæcesprøve kan påvise de store (40 - 60 µm) ovale æg.
Albendazol, 200 mg daglig i 3 dage, alternativ Mebendazol (vermox) tabletter à 100 mg 1 tablet 2 gange daglig i 3 dage både til børn og voksne er en effektiv behandling. Ved blodmangel bør der også gives jerntabletter.
Forebyggelse
Undgå at gå barfodet i områder som kan være forurenet med menneskeafføring (primitive toiletter).