Årsag
Infektion af cornea (hornhinden) med amøben Acanthamoeba. Forskellige arter af Acanthamoeba kan forårsage Akantamøgekeratitis (AK). I den vestlige verden ses de fleste tilfælde af AK hos immunokompetente kontaktlinsebrugere, men AK kan også opstå som følge af traumer og eksponering for Acanthamoeba-forurenet vand eller jord.
Symptomer
Keratitis (kan forveksles med stromal herpes infektion) og mulig corneal perineuritis. Tidlig diagnostik og hurtig intervention med relevant behandling er nødvendig for at sikre god prognose. Hvis effektiv behandling udsættes i 3 uger eller mere, forværres prognosen.
AK kan mistænkes i tilfælde af især unilaterale hornhinde-traumer som kompliceres af, at patienten har været eksponeret for jord eller forurenet vand, og hos brugere af kontaktlinser, især i tilfælde af sent indsættende symptomer, og hvor sygdomsforløbet er atypisk for bakteriel eller viral keratitis. Sygdommen bør endvidere mistænkes, når der ikke ses klinisk effekt af terapeutisk førstegangsvalg for bakteriel eller HSV keratitis, selv hvis dyrkning har været positiv for andre organismer, da der i 10-23% af AK-tilfældene ses multiple mikrober og/eller co-infektion med HSV.
I England er AK hyppigere end svampe-induceret keratitis, og hyppigere end HSV-induceret keratitis blandt brugere af kontaktlinser.
Forekomst
Formentlig global forekomst. Udbredelse i Danmark er ikke beskrevet, men en del danske tilfælde er kendt. Sygdommen ses hyppigst hos kontaktlinsebrugere.
Smitteveje og reservoir
Smitter sandsynligvis via jord og ferskvand.
Diagnostik
PCR analyse til direkte opformering af specifikt DNA. Da polyhexamethylene biguanide (PHMB), som ofte bruges i behandlingen af AK, til en hvis grad kan virke PCR-inhibitorisk, bør prøvetagning ske inden behandling for at reducere risikoen for falsk-negative resultater.
Behandling
Behandling er en specialist opgave.
Forebyggelse
Høj hygiejne i forbindelse med brug af kontaktlinser.