Tema om sygdomme fra skovflåter
Hvert år bliver et meget stort antal danskere bidt af en skovflåt, og mange bliver bekymrede for om de kan være smittet med fx borrelia. Her kan du få råd om, hvordan du forebygger flåtbid og fjerner en skovflåt samt læse mere om de vigtigste sygdomme, der kan overføres fra flåter til mennesker.
Forebyggelse af flåtbid
Skov og græsklædt vegetation er områder med mange flåter. Her bør du tage tøj og sko på, der dækker huden, særligt omkring fødder og ben, dvs. lange bukser, strømper og støvler. Tøj i lyse farver gør det desuden lettere at se og dermed fjerne eventuelle flåter på tøjet.

Flåter bider sig fast for at suge blod. De skal have ét blodmåltid i hvert af deres tre udviklingsstadier (larve, nymfe og voksenstadium). Foto: ECDC/Guy Hendrickx
Undersøg dig jævnligt for flåter og vær særligt opmærksom på de fugtige og varme steder på kroppen, dvs. nakke, lyskeregionen, armhuler, knæhase, bag øret og hovedbunden.
Få også gerne en anden person til at tjekke de steder på kroppen, hvor det er svært selv at se ordentligt efter, fx på ryggen og i hovedbunden.
Hos børn skal man være særligt opmærksom på, at flåter kan sidde i hovedbunden og bag ørerne.
Sådan fjerner du en skovflåt
Brug gerne en pincet eller flåtfjerner til at fjerne flåten. Såfremt dele af flåten sidder fast i huden kan der komme en lokal reaktion. Denne indebærer ingen risiko for smitte, men der kan efterfølgende komme en bakteriel infektion i såret. Der findes forskellige slags flåtfjernere, som bl.a. kan købes på apoteket.
Hvilke sygdomme kan overføres fra flåter til mennesker?
Borrelia
Den almindeligste årsag til sygdom hos mennesker skyldes bakterien borrelia, som i de fleste tilfælde kan behandles og helbredes, uden at patienten får varige mén.
Læs mere om borrelia.
Læs mere om ny borreliaart (B. miyamotoi)
Tick-borne encephalitis (TBE)
Flåterne også overføre en anden sygdom, tick-borne encephalitis (TBE). Det er en sjælden sygdom som findes i bestemte områder i fx Sverige, Tjekkiet, Østrig og de baltiske lande. I Danmark er de fleste tilfælde forbundet med ophold på Bornholm, men to tilfælde er også beskrevet fra Tokkekøb hegn i Nordsjælland. Disse blev fundet i 2008 og 2009.
Læs mere om TBE.
Andre flåtbårne infektioner
Flåter kan bære på mange forskellige mikroorganismer, men bortset fra borrelia menes disse mikroorganismer ikke at være en hyppig årsag til sygdom hos mennesker i Danmark. I sjældne tilfælde kan de dog være årsag til alvorlig sygdom, især hos personer uden milt eller med nedsat immunforsvar. Der er ikke en systematisk overvågning af de sjældne flåt-bårne sygdomme.
En undersøgelse af flåter båret af hunde i Syd- og Vest-Danmark viste, at 15 % af hundene bar på flåter inficeret med borrelia og 7 % bar på blodparasitten babesia.
Derudover er flåterne blevet undersøgt for Neoehrlichia mikurensis, Bartonella henselae, rickettsia og Francisella tularensis og blev fundet positive med følgende procenter: 1 %, 0,6 %, 17 % og 0 %. For borrelia var den dominerende art B. afzelii og for rickettsia var det R. helvetica, der begge kan forårsage sygdom hos mennesker. Neoehrlichia mikurensis er tidligere påvist i flåter indsamlet på Bornholm, i Tokkekøb Hegn og i Viborg.
Bartonella henselae overføres primært fra katte og er årsag til kattekradssyge, men flåter spiller formentlig også en rolle ved overførsel af bakterien til mennesket. Ligeledes kan Francisella tularensi, som dog ikke blev påvist i den aktuelle undersøgelse, overføres via flåter og er årsag til Tularæmi – kendt under den danske betegnelse ”harepest”.
Sidst redigeret 29. juni 2016