Luk

Tip en ven

Dit navn: Din e-mail: Din vens navn: Din vens e-mail:

Link: Kommentar:

Tema om Mycoplasma pneumoniae

Epidemiologi

Mycoplasma (M.) pneumoniae infektioner forekommer året rundt, men er hyppigst om efteråret og først på vinteren. I Danmark ses landsdækkende epidemier hvert 4. til 6. år. Den seneste epidemi var i 2010/2011, og før den i 2004/2005.
Omfanget af den enkelte epidemi varierer en del.

Epidemierne udvikler sig typisk langsomt, de begynder i løbet af sommeren, topper først på vinteren, og kan have en varighed af cirka tre til fire måneder. Der ses dog også perioder med øget smitte som forløber over to sæsoner.

Klinik

Mycoplasma pneumoniae er årsag til et bredt spektrum af øvre og nedre luftvejsinfektioner, og trakeobronkitis er den hyppigste kendte manifestation. Egentlig pneumoni ses højst hos 10 pct. af de smittede.

De fleste sygdomsforløb er milde og medfører ikke lægebesøg, og kun en lille andel er hospitalskrævende. Under en epidemi er der dog et betydeligt antal indlæggelser (også nogle på intensivafdelinger).

Sygdommen udvikler sig langsomt og er ofte langtrukken: Ved bronkitis og pneumoni er sygdomsvarigheden ofte fra to til fire uger.

Alle kan blive smittet, men infektion ses hyppigst hos børn over tre år (højeste forekomst er hos børn fra 5 til 15 år), hvor den er en af de hyppigste årsager til pneumoni. Der ses også en forhøjet hyppighed hos voksne i aldersgruppen fra 25 til 45 år.

Infektionen debuterer med feber (moderat) og influenzalignende symptomer. Herefter kan der tilkomme forskellige symptomer: hæshed, ørepine, halssmerter og i de fleste tilfælde tiltagende tør hoste, som dog kan bliver produktiv.

Karakteristisk for en M. pneumoniae-infektion er den langvarige tørre hoste, som kan være meget udmattende, specielt om natten. Ofte møder patienten først op hos lægen efter længere tids hoste.

Diagnose

Det er ikke muligt at stille en sikker diagnose alene ud fra de kliniske fund. Diagnosen kan stilles tidligt i sygdomsforløbet (den akutte fase) ved påvisning af M. pneumoniae-DNA ved PCR på luftvejssekret eller svælgpodning.

Podning indsendes til laboratoriet i transport medium (SSI, UTM art. nr. 72813) eller i få dråber sterilt saltvand. Sekret fra nedre luftveje som ekspektorat indeholder større mængde M. pneumoniae-DNA end podning.
Sensitiviteten for PCR er størst i den akutte fase og falder efter påbegyndt relevant behandling.

PCR kan ikke bruges til behandlingskontrol, da man hos nogle patienter kan påvise DNA fra bakterierne flere uger efter afsluttet behandling. Antistoffer kan tidligst påvises en til to uger efter symptomdebut. Påvisning af specifikke IgM antistoffer eller kuldeagglutininer samtidigt med specifikke antistoffer tyder på aktuel eller nylig M. pneumoniae infektion.

En del voksne patienter danner dog hverken IgM eller kuldeagglutininer under en M. pneumoniae infektion, og her er man afhængig af at kunne påvise en stigning i antistofniveauet for at stille en sikker diagnose. Det anbefales derfor at undersøge mindst to blodprøver med en til to ugers mellemrum. Antistofniveauet kan holde sig på et positivt niveau i flere måneder efter en infektion.

Makrolidresistens

I udlandet, specielt i Sydøstasien, har man påvist en relativ høj frekvens af makrolidresistens hos Mycoplasma pneumoniae. En undersøgelse af knap 250 M. pneumoniae-positive prøver fra sidste epidemi i 2010/11 viste en fortsat lav forekomst af makrolidresistens på cirka to pct. i Danmark.
Der var ingen klar tendens til, at der var flere tilfælde af makrolidresistens i slutningen af epidemien i forhold til begyndelsen af epidemien, selvom makrolidforbruget steg betydeligt hen over perioden.

Makrolidresistens kan medføre forlænget og forværret sygdomsforløb. Ved makrolidresistens kan der behandles med tetracykliner og quinoloner (bedst moxifloxacin).
Situationen overvåges i Danmark, og SSI kan tilbyde at undersøge PCR-positive prøver for makrolidresistens.

Behandling

Mange Mycoplasma pneumoniae-infektioner har et så mildt forløb, at de ikke kræver behandling. Behandling har primært dokumenteret effekt ved feber og/eller pneumoni og kan forkorte sygdomsperioden og den periode, hvor man er smitsom.

Ved bekræftet diagnose, anbefales det at behandle, hvis patienten har symptomer. Det skal bemærkes, at antibiotisk behandling tilsyneladende kun har begrænset eller ingen effekt på længevarende hoste.

Til behandling anvendes primært nyere makrolider alternativt tetracyclin (til voksne). Ved konfirmeret diagnose anbefales azithromycin som en femdages-kur (500 mg første dag og 250 mg x 1 de følgende fire dage), alternativt claritromycin (500 mg x 2 pr. dag) eller roxithromycin (150 mg x 2) i 10 dage. Ved vælg af tetracyclin behandles ligeledes i 10 dage (fx doxycyclin; 200 mg 1. dag, herefter 100 mg dagligt). Ved svære tilfælde kan dosis og behandlingstiden øges.

Man skal være opmærksom på, at vedvarende hoste efter endt antibiotisk behandling, ikke er tegn på behandlingssvigt.

Forebyggelse

En epidemi af Mycoplasma pneumoniae-infektion kan ikke forebygges, men måske begrænses ved at behandle målrettet og effektivt. Afgørende er det dog, at syge bliver hjemme fra institution og arbejde.

M. pneumoniae er ikke særlig smitsom og smitter kun ved tæt kontakt. Smitterisikoen kan derfor nedsættes, hvis man undgår tæt kontakt med syge, og hvis de syge sørger for at hoste i et lommetørklæde eller et ærme, så smitten ikke spredes.

Det er vigtigt, at man i hjemmet og i institutioner lufter ud og holder en god hygiejne, specielt håndhygiejne.