PDF-ikonPrintikonTip en ven

Tema om hiv og aids

Statens Serum Institut (SSI) er med i første række i kampen mod aids med indsatser inden for udvikling af vacciner mod hiv, diagnostik og overvågning af forekomsten af hiv i Danmark, samt monitorering af resistensudvikling mod AIDS-medicin.

Statens Serum Institut (SSI) er med i første række i kampen mod aids med indsatser inden for udvikling af vacciner mod hiv, diagnostik og overvågning af forekomsten af hiv i Danmark, samt monitorering af resistensudvikling mod aids-medicin.

SSI har et internationalt anerkendt forskermiljø, der på nuværende tidspunkt er nået langt med forskning og udvikling af en behandlingsvaccine til at kontrollere hiv. De første patienter har allerede afprøvet vaccinekomponenter, og efter yderligere udvikling er næste version under evaluering i Danmark og Afrika.

Læs mere om SSI's forskning inden for hiv vaccine (engelsk).

Diagnostik og behandlingsmonitorering af hiv

I Danmark fungerer SSI som et centraliseret referencelaboratorium for diagnostik og behandling af hiv. SSI har i dag en række undersøgelser til diagnosticering af hiv, og der bliver løbende introduceret nye og bedre metoder.

I højre side finder du links til SSI's diagnostiske hiv undersøgelser.

Hvad er hiv?

Hiv infektion skyldes smitte med hiv (human immundefekt virus). Hiv infektion er årsag til aids. Hiv findes i blodet hos mennesker, der er blevet smittet. Infektionen er kronisk, og en smittet person vil have virus i blodet resten af sit liv.

Hiv smitter via blod, ved seksuel kontakt og fra mor til barn i forbindelse med fødsel og amning. De fleste mennesker, der smittes med hiv, får umiddelbart ingen symptomer. Nogle få vil ca. to uger efter smitte udvikle feber, ukarakteristisk hududslæt og sygdomsfølelse varende fra få dage op til en uge.

Læs mere om hiv infektion og aids i SSI's sygdomsleksikon.

Udbredelse

Hiv er et problem alle steder på kloden. Størst er problemet i Afrika syd for Sahara, hvor 2/3 af verdens hiv-positive bor. Skønt forekomsten af hiv er alarmerende høj i mange afrikanske lande, synes den dog at have stabiliseret sig og er endog faldet flere steder.

I modsætning hertil vokser antallet af nye tilfælde i Østeuropa og Central Asien derimod eksplosivt. Her skyldes epidemien i høj grad det faktum, at stiknarkomaner ikke har mulighed for at skaffe rene sprøjter og kanyler. Mange partnere til stiknarkomaner smittes seksuelt, og i flere store byer i området er helt op til 1% af gravide kvinder hiv-positive.

UNAIDS' hjemmeside kan man læse mere om forekomsten af hiv i alle verdens lande.

Forekomsten i Danmark

Som i resten af Vesteuropa er hiv i Danmark først og fremmest udbredt blandt mænd, der har sex med mænd (MSM), men også blandt indvandrere fra især Afrika og Fjernøsten findes en del hiv positive. Blandt stiknarkomaner er hiv ligeledes udbredt, men på et væsentligt lavere niveau end i Østeuropa, hvilket bl.a. skyldes den liberale sprøjtebytte politik, vi har i Danmark. I Danmark er der ikke noget, der tyder på, at der forekommer en væsentlig grad af smittespredning udenfor disse risikogrupper.

I EPI-nyt nr. 45, 2011 beskrives forekomsten af hiv i Danmark (hiv/aids årsopgørelsen).

Overvågning

Statens Serum Institut overvåger løbende forekomsten af hiv i Danmark, og samarbejder med en række organisationer og forskningsinstitutioner med det formål at øge kendskabet til udbredelsen af hiv her i landet, og herved bidrage til at hiv-smittede bliver testet i tide. Endvidere overvåges udviklingen af hiv, der er resistent overfor antivirale stoffer, der anvendes til behandling af hiv. Disse tiltag betyder, at patienterne får den bedste behandling og undgår at smitte andre.

Sidst redigeret 30. november 2011