Uge 48 - 2015

Lav forekomst af influenza men fortsat stigning i tilfælde af ”kold lungebetændelse”

Influenzaaktiviteten i Danmark er fortsat lav ligesom i det øvrige Europa. Men antallet af påviste Mycoplasma pneumoniae-infektioner (populært kaldet kold lungebetændelse) er steget kraftigt i den seneste måned.

Andelen af patienter der kontaktede praktiserende læge med influenzalignede symptomer var i uge 47 kun 0,5 %, på baggrund af indberetninger fra 104 læger (figur 1). Andelen af patienter der kontaktede vagtlæge og akuttelefon i Region Hovedstaden var også lav (figur 2).

I uge 47 blev der påvist tre tilfælde af influenza A og to tilfælde af influenza B blandt 299 testede patienter (figur 3). I ugerne 40-47 er der i alt kun påvist influenza hos 22 patienter blandt 2.246 testede patienter, heraf havde 11 influenza A og 11 B. Blandt 30 prøver indsendt fra patienter med influenzalignende symptomer, som led i sentinelovervågningen, i uge 40-47 var ingen influenzapositive, men 12 patienter fik påvist andre luftvejsvirus. I det øvrige Europa er influenzaaktiviteten også lav. Det er endnu for tidligt at afgøre, hvilke influenzavirus der bliver dominerende i denne sæson.

Til gengæld er antal påviste Mycoplasma pneumoniae-infektioner (MP) steget kraftigt den seneste måned med mere end 250 påviste tilfælde om ugen de seneste to uger, og en positivprocent på 14 % i uge 47 (figur 4). Epidemier med luftvejsinfektion forårsaget af MP ses normalt med 4 til 6 års mellemrum. MP-forekomsten de seneste uger har ikke været så høj siden seneste epidemi i 2011/12. Forekomsten er højest i alderen 4-12 år. Det skønnes at kun en lille andel af personer, der er syge med MP bliver testet. De næste uger vil vise, om det vil udvikle sig til en egentligt MP-epidemi. For mere information om MP herunder diagnostik se EPI-NYT uge 45/15 og sygdomsleksikon.

Tilbud om gratis influenzavaccination til visse persongrupper gælder til 31.december 2015. For gravide i 2. og 3. trimester samt for personer med immundefekt og deres husstandskontakter dog til udgangen af februar 2016.

Se WHO (Flu News Europe)
Se ECDC (European Influenza Surveillance Network)

Figur 1. Sentinelovervågning: influenzaaktiviteten i denne sæson 

Figur 2. Vagtlægeovervågning: influenzaaktiviteten i denne sæson sammenholdt med de fem forrige sæsoner

Figur 3. Laboratoriepåvist influenza A og B samt procent med påvist influenza blandt testede personer

Figur 4. Laboratoriepåvist Mycoplasma pneumoniae-infektion samt procent påvist med Mycoplasma pneumoniae blandt testede personer, 2010-15