Uge 39 - 2018

Influenzavaccination 2018/2019

Influenzavaccination 2018/2019

Den 1. oktober markerer begyndelsen af influenzasæsonen 2018/2019 og dermed også lanceringen af tilbuddet om gratis influenzavaccination til visse persongrupper.

Influenzasæsonen 2017/2018 var langstrakt og præget af en meget høj influenzaforekomst domineret af influenza B af linjen Yamagata. Det afspejlede sig i et højt antal indlagte patienter og en markant overdødelighed. Det var usædvanligt, at en sæson domineret af influenza B førte til en så høj sygdomsbyrde EPI-NYT 23-24/18.

Størstedelen af de patienter der var indlagt med influenza tilhørte risikogrupper, men var ikke blevet vaccineret. På trods af, at der ikke var overensstemmelse mellem den cirkulerende influenza B-virus og typen af virus indeholdt i den 3-valente vaccine, blev der alligevel beregnet en effektivitet af vaccinen mod influenza B på ca. 30 %, hvilket formentligt skyldes krydsimmunitet. Vaccinen gav også en rimelig beskyttelse imod influenza A H1N1, der også var i omløb. Influenzavaccination er den bedste forebyggelse vi har mod influenzainfektion hos risikogrupper, herunder ældre ≥65 år.

Vaccination nedsætter ikke kun risikoen for at blive smittet med influenza, men også risikoen for udvikling af alvorligere sygdom, indlæggelse og død som følge af influenza, hvis man alligevel skulle blive smittet på trods af vaccination. Vaccinationsdækningen blandt ældre ≥65 år i influenzasæsonen 2017/2018 var ca. 50 % og dermed højere end de foregående år, men stadigt langt under den vaccinationsdækning på 75 %, som anbefales af WHO.

Til den kommende sæson 2018/2019 har det været muligt for SSI at indkøbe både en 3-valent og en 4-valent influenzavaccine. Den 3-valente vaccine giver beskyttelse mod to influenza A-virus og ét influenza B-virus. Den 4-valente vaccine beskytter mod et ekstra influenza B-virus.

Den 4-valente influenzavaccine er reserveret til særlige risikogrupper (se nedenfor).

Gratis influenzavaccination

Ifølge Bekendtgørelse om gratis influenzavaccination til visse persongrupper af 18. august 2018 har følgende personer med bopæl i Danmark ret til gratis influenzavaccination:

  1. Personer, der på vaccinationstidspunktet er fyldt 65 år
  2. Førtidspensionister
  3. Kronisk syge med følgende lidelser, efter lægelig vurdering:
    - kroniske lungesygdomme
    - hjerte- og karsygdomme (undtaget isoleret forhøjet blodtryk)
    - diabetes 1 eller 2
    - medfødt eller erhvervet immundefekt
    - påvirket respiration på grund af nedsat muskelkraft
    - kronisk lever- og nyresvigt
    - andre kroniske sygdomme, hvor tilstanden ifølge lægens vurdering medfører, at influenza udgør en alvorlig sundhedsrisiko
  4. Svært overvægtige (vejledende BMI >40) efter lægelig vurdering
  5. Personer med andre alvorlige sygdomme, hvor tilstanden ifølge lægens vurdering medfører, at influenza udgør en alvorlig sundhedsrisiko
  6. Gravide i 2. eller 3. trimester
  7. Husstandskontakter til svært immunsupprimerede patienter (medfødt eller erhvervet immundefekt) efter lægelig vurdering.

Vaccination med den 4-valente vaccine kan tilbydes til gravide i 2. eller 3. trimester og til kronisk syge, svært overvægtige og personer med andre alvorlige sygdomme som endnu ikke er fyldt 60 år. Herudover vil det være muligt at give ca. 10 % af de tilgængelige 4-valente vacciner til en lille gruppe af særligt sårbare ældre ≥60 år efter konkret lægelig vurdering.

Såfremt der ikke er tilstrækkelig mange 4-valente vacciner til rådighed, skal ovennævnte patienter tilbydes vaccination med den 3-valente influenzavaccine i stedet for.

Tilbud om gratis vaccination gælder fra 1. oktober 2018 og året ud. Vaccinationen er dog gratis til og med udgangen af februar 2019 for gravide, der på vaccinationstidspunktet er mere end 12 uger henne, samt for personer med immundefekt og deres husstandskontakter.

Se endvidere skrivelse om gratis influenzavaccination samt Sundhedsstyrelsens information om brug af den 3 og 4-valente influenzavaccine.

Information fra Sundhedsstyrelsen

Sundhedsstyrelsen gennemfører igen i år kampagnen ”Tid til vaccination mod influenza”. Kampagnen informerer risikogrupperne om influenzavaccination. Læger og sundhedspersonale kan finde information om kampagnen og om årets vacciner på www.influenzakampagne.dk. Her kan der også downloades patientinformation, elektroniske kampagneelementer til infoskærme mv. Der udsendes desuden trykte plakater og visitkort til Almen Praksis, apoteker, kommuner og ledende jordemødre. Det er via hjemmesiden muligt at bestille flere plakater og visitkort, hvis der er brug for det. Kampagnen har også en borgerrettet facebookside ”Tid til vaccination mod influenza” samt en annoncekampagne, som vil køre i medierne i perioden for det gratis tilbud.

Influenzavacciner i sæson 2018/2019

Der er i år hjemtaget tre vacciner (Influvac, Vaxigrip og VaxigripTetra) fra to forskellige producenter. Vaccinerne er sammensat ud fra WHO’s anbefalinger, og indeholder antigener fra tre henholdsvis fire sæsoninfluenzavirustyper, der cirkulerer globalt. Alle vaccinerne indeholder bestanddele af inaktiveret influenzavirus. Influvac og Vaxigrip beskytter mod to typer influenza A-virus og én type influenza B-virus, som WHO vurderer er det mest sandsynlige der kommer i omløb i den kommende influenzasæson. VaxigripTetra beskytter mod yderligere én type influenza B-virus. De to 3-valente vacciner anses for ligeværdige til beskyttelse mod influenza. Den 4-valente vaccine vil give en bredere beskyttelse imod influenza B, men det er usandsynligt, at influenza B Yamagata vil komme i omløb på samme niveau som sidste sæson, da mange allerede vil være immune, hvorfor virus ikke har så gode betingelser for at spredes i den kommende sæson. Ingen af vaccinerne indeholder thiomersal eller adjuvans. Alle tre vacciner kan indeholde spor af æg/kyllingeprotein, formaldehyd, neomycin og gentamycin.

Sammensætningen for de 3-valente vacciner er følgende:

  • A/Michigan/45/2015 (H1N1) pdm09-lignende virus
  • A/Singapore/INFIMH-16_0019/2016 (H3N2)-lignende virus (NYT VIRUS)
  • B/Colorado/06/2017-lignende virus (Victoria-linjen) (NYT VIRUS).

Den 4-valente vaccine indeholder derudover:

  • B/Phuket/3073/2013-lignende virus (Yamagata-linjen).

For mere detaljeret information om vaccinerne og ”spørgsmål og svar” henvises til SSI's hjemmeside.

Børn

Børn over 6 måneder, der er i risiko for et alvorligt forløb af influenza, anbefales vaccination. Oftest følges disse børn i pædiatrisk ambulatorium, men de kan også vaccineres gratis hos praktiserende læge/speciallæge eller evt. på en vaccinationsklinik. En vejledning fra Dansk Pædiatrisk Selskab kan ses på www.paediatri.dk.

Børn i alderen 6 måneder til og med 8 år, som ikke tidligere er influenzavaccineret, bør have to vaccinationer med mindst fire ugers interval. For både den 4-valente og de 3-valente influenzavacciner gives samme dosis hos børn som hos voksne. At vaccinerne gives i samme dosis til børn og voksne, er en ændring fra tidligere, hvor det blev anbefalet at 6-35 måneder gamle børn blev vaccineret med ½ dosis.

Det kan være relevant at vaccinere husstandskontakter og andre personer med tæt kontakt til børn i risikogrupper (herunder børn under 6 måneder, der ikke kan vaccineres).

Graviditet og amning

Gravide har en øget risiko for at få alvorlige komplikationer af influenzainfektion i forhold til ikke-gravide, og dette har særligt været tilfældet for influenza A(H1N1) pdm09, som har været i omløb siden 2009.

Sundhedsstyrelsen anbefaler derfor influenzavaccination af alle gravide i 2. eller 3. trimester. Gravide i 1. trimester vaccineres også, hvis de i øvrigt tilhører en risikogruppe.

Mange års erfaring med vaccination af gravide på verdensplan har vist, at influenzavaccination under graviditeten er sikker for barnet og ikke forbundet med øget risiko for bivirkninger blandt gravide. Influenzavaccination af gravide kan give barnet beskyttelse mod influenza i de første måneder efter fødslen, da der overføres antistoffer fra mor til barn. Influenzavaccinen kan også gives i ammeperioden.

Hiv-smittede

Hiv-smittede har ligesom andre immunkompromitterede personer en øget risiko for at blive alvorligt syge af influenza, og alle læger opfordres til at tilbyde gratis influenzavaccination til deres hiv-smittede patienter.

Beskyttelsesgrad

Immunitet efter vaccination med inaktiveret influenzavirus opnås i løbet af 2-3 uger efter vaccination og holder sædvanligvis 6-12 måneder. Beskyttelsen afhænger især af graden af overensstemmelse mellem cirkulerende virus og virus-stammerne i vaccinen. Hos yngre, raske personer forebygger vaccination i gennemsnit 60 % af influenzatilfælde. Hos ældre personer er beskyttelsen mod almindelig influenzasygdom noget lavere, men influenzavaccination kan stadig beskytte mod alvorlige komplikationer, hospitalsindlæggelser og dødsfald.

Bivirkninger og kontraindikationer

Feber, utilpashed, kulderystelser og træthed er almindelige vaccinationsreaktioner, som typisk forsvinder i løbet af 1-2 dage. De inaktiverede influenzavacciner medfører ikke egentlig influenzasygdom.
Personer, der er overfølsomme over for hønseæg/kyllingeprotein eller andre af indholdsstofferne, og som tidligere har haft reaktion af anafylaksi-lignende karakter, bør ikke vaccineres. Allergi over for formaldehyd vil oftest manifestere sig som kontaktdermatitis, hvor lappeprøver kan være positive, og er ikke en kontraindikation. For at undgå denne reaktion, kan vaccinen gives intramuskulært.

Neuraminidasehæmmere kan bruges til behandling og eventuelt også forebyggende efter konkret eksponering for influenza til personer, der ikke kan vaccineres på grund af kontraindikationer.

Registrering af vaccinationer

Alle influenzavaccinationer skal registreres i Det Danske Vaccinationsregister (DDV) jf. Bekendtgørelse om adgang til og registrering m.v. af lægemiddel- og vaccinationsoplysninger. Hvis vaccinationsoplysningerne ikke indberettes automatisk til DDV via integration med det elektroniske patientjournalsystem, der anvendes, kan vaccinationer registreres på www.fmk-online.dk.

Overvågning af influenza

Statens Serum Instituts overvågning af influenza begynder i uge 40. Data fra influenzaovervågningen bliver opdateret på SSI´s hjemmeside ugentligt, og der udsendes nyheder løbende, når der sker ændringer i influenzasituationen.

(I.G. Helmuth, L.K. Knudsen, T.G. Krause, Afdeling for Infektionsepidemiologi og Forebyggelse, A.K. Devantier, B. Søborg, Enhed for Evidens, Uddannelse og Beredskab, Sundhedsstyrelsen)

Læs tidligere numre af EPI-NYT

26. september 2018