PDF-ikonPrintikon

EPI-NYT

Overvågning og forebyggelse af smitsomme sygdomme

Uge 37 - 2017

Danmark har elimineret mæslinger
Udbruddet af gul feber i Brasilien er ovre

Danmark har elimineret mæslinger

Den regionale verifikationskomité (RVC) for elimination af mæslinger og røde hunde (rubella) i WHO’s Europaregion har på et møde i Bukarest i juni 2017 vurderet den regionale status for elimination af de to sygdomme. Vurderingen er sket på baggrund af rapporter for 2016 fremsendt af 51 af WHO-regionens 53 medlemslande.

Komitéen har vurderet, at Danmark nu opfylder betingelserne for at have elimineret mæslinger. Elimination indebærer, at mæslingevirus ikke har cirkuleret vedvarende i Danmark i de seneste 3 år (2014-2016). Der må godt forekomme importerede tilfælde med begrænset videre smitte, men smittekæder skal være velbeskrevne og cirkulationen af mæslingevirus stoppes indenfor højest 12 måneder. Forudsætningen for at opnå elimination er desuden, at der er en høj kvalitet af overvågningen og en høj vaccinationstilslutning til MFR-vaccination.

Eliminationen af mæslinger følger præcis 30 år efter, at MFR-vaccinen blev introduceret i Danmark i 1987. Elimination er ikke det samme som udryddelse (eradikation), og da sygdommen er meget smitsom, er det fortsat vigtigt at opretholde en meget høj tilslutning til MFR-vaccinationsprogrammet, indtil den evt. er helt udryddet. Derudover vil mæslinger i forbindelse med den forestående revision af meldesystemet blive gjort telefonmeldepligtig alene på mistanke.

Komitéen har også vurderet, at rubella forekommer endemisk i Danmark. Dette skyldes ikke, at der har været anmeldt tilfælde af røde hunde eller viden om cirkulation af rubellavirus, men det faktum at sygdommen ikke har været overvåget systematisk i hele befolkningen, idet anmeldepligten hidtil kun har omfattet rubella hos gravide og kongenit rubella syndrom (CRS). Der er ikke rapporteret om rubella hos gravide siden 2008 og ikke om tilfælde af CRS siden før 1994.

I præ-eliminationsfasen har det givet god mening kun at overvåge sygdommen blandt dem, som kan få alvorlige komplikationer til infektionen. Når sygdommen tilstræbes elimineret, er det derimod nødvendigt, at alle tilfælde af sygdommen registreres. Derfor vil rubella i forbindelse med den forestående revision af meldesystemet blive gjort både laboratoriemeldepligtig og telefonmeldepligtig alene på mistanke.

Selvom det ikke formelt kan dokumenteres, at rubellavirus ikke cirkulerer i Danmark, er der dog flere forhold som peger i retning af, at dette er tilfældet. Vaccination mod rubella har været en del af vaccinationsprogrammet i samme periode og med samme tilslutning som vaccination mod mæslinger, og rubellakomponenten i MFR-vaccinen er endnu mere effektiv end mæslingekomponenten. Desuden er rubella mindre smitsom end mæslinger, hvilket i teorien burde føre til stop for transmission ved en lidt lavere vaccinationstilslutning (ca. 87 %) end den, som vi ved teoretisk er nødvendig for at stoppe cirkulationen af mæslinger (95 % tilslutning til 2 MFR-vacciner), men transmission af rubella bør også være ophørt ved den lidt lavere registrerede tilslutning til MFR-vaccinationsprogrammet, som nu i praksis har elimineret mæslinger i Danmark.

Den regionale status er, at 33 af 53 lande har elimineret enten både mæslinger og rubella, eller enten den ene eller anden sygdom, tabel 1. 

EPI-NYT uge 37 2017 tabel 1

Syv og to lande har afbrudt transmission af henholdsvis mæslinger og rubella i 12 måneder, mens yderligere to og to lande har afbrudt transmission af henholdsvis mæslinger og rubella i 24 måneder.

I ni lande forekommer mæslinger fortsat endemisk (Belgien, Bosnien-Hercegovina, Frankrig, Georgien, Italien, Kasakhstan, Rumænien, Serbien og Ukraine), mens dette gælder 14 lande for rubella (Belgien, Bosnien-Hercegovina, Danmark, Frankrig, Georgien, Italien, Kasakhstan, Polen, Rumænien, Serbien, Schweiz, Tyrkiet, Tyskland og Ukraine).

I San Marino og Monaco er man endnu ikke påbegyndt eliminationsprocessen.

(P.H. Andersen, Afdeling for Infektionsepidemiologi og Forebyggelse)

Udbruddet af gul feber i Brasilien er ovre

I forbindelse med et større udbrud af gul feber i Brasilien blev anbefaling om vaccination udvidet til at omfatte alle rejsende til Brasilien, EPI-NYT 12/17. Da der ikke har været rapporteret tilfælde gul feber siden juni 2017, har sundhedsministeriet i Brasilien pr. 7. september 2017 erklæret udbruddet for ovre.

I udbruddet blev der fra december 2016 til 1. august 2017 rapporteret om 777 laboratoriebekræftede tilfælde. Flest tilfælde var fra den sydøstlige region med 764 tilfælde efterfulgt af 10 tilfælde fra den nordlige region og tre tilfælde fra den central-vestlige region i Brasilien.

Anbefalingen om gul feber-accination for rejsende til Brasilien ændres derfor til:

Gul feber-vaccination anbefales alle rejsende over 9-måneders-alder til områder i Brasilien med risiko for transmission af gul feber, dvs. overalt i staterne Acre, Amapá, Amazonas, Distrito Federal inkl. selve Brasilia, Goiás, Maranhão, Mato Grosso, Mato Grosso do Sul, Minas Gerais, Pará, Rondônia, Roraima og Tocantins.

Vaccination anbefales endvidere til områder i andre stater, hvor der er risiko for transmission, herunder den vestlige del af staten Bahia, den centrale og vestlige del af Paraná, den sydlige del af Piauí, hele Rio Grande do Sul på nær den sydøstligste del, den central- og vestlige del af Santa Catarina og den vestlige og centrale del af staten São Paulo.

Specifikt anbefales gul feber-vaccination til besøgende til Iguaçu-vandfaldene, uanset om man ankommer til området fra Argentina, Paraguay eller Brasilien. Kystbyerne, herunder Rio de Janeiro, São Paulo, Salvador, Recife og Fortaleza er ikke risikoområder for gul feber.

Brasilien kræver ikke aktuelt vaccination mod gul feber for rejsende fra andre lande.

(A.H. Christiansen, P.H. Andersen, Afdeling for Infektionsepidemiologi og Forebyggelse)

Udskriv dette nummer af EPI-NYTUdskriv dette nummer af EPI-NYT

Læs tidligere numre af EPI-NYT

13. september 2017

 

Søg i EPI-NYT:

Kontakt redaktionen for
EPI-NYT

Afdeling for Infektionsepidemiologi
Redaktør: Peter Henrik Andersen 
 
Tlf. 3268 3038
Fax 3268 3874
- ISSN: 1602-4184

Rådgivning af sundhedspersonale:
Tlf. 3268 3037
(Ma., ti., to. og fr. kl. 8.30-11:00,
on. kl. 12:30-15:00)

Abonnér på nyhedsbrev

Tilmeld dig EPI-NYT