Uge 46 - 2012

Legionella-pneumoni 2011
Europæisk Antibiotikadag

Legionella-pneumoni 2011

Anmeldte tilfælde 2011

Der blev anmeldt i alt 122 tilfælde af Legionella-pneumoni (LP) med symptomdebut i 2011, heraf 85 laboratorieverificerede, jvf. kriterier beskrevet i EPI-NYT 40/09. Medianalder var 63 år (spændvidde 17-92) og 75 (61 %) var mænd. For 48 patienter forelå oplysning om mindst én disponerende faktor, 14 havde ingen kendte dispositioner, og for 60 manglede oplysning om disponerende faktorer, eller risikoen var ukendt. I alt 84 tilfælde var smittet i Danmark. Smittekategori fremgår af tabel 1 og geografisk fordeling af tabel 2.

EPI-NYT uge 46 2012 tabel 1

EPI-NYT uge 46 2012 tabel 2

Tilfælde erhvervet i sundhedssektoren

Der blev anmeldt 11 tilfælde med formodet eller sikker smittevej fra sundhedssektoren, otte fra hospitaler og tre fra plejehjem. Heraf var fem dyrkningsverificerede. Fem døde i tilslutning til Legionella-infektionen. For kun ét af tilfældene støttede resultater af vandprøver mistanken om smitte.

Samfundserhvervet smitte

Ud af 60 tilfælde med formodet samfundserhvervet smitte i Danmark, var 26 dyrkningsverificerede. Der var kendskab til otte tilfælde, hvor vandforsyningen i eget hjem blev undersøgt. For fem af disse var der match mellem typningsresultatet af isolatet fra vandprøver og patientprøver, og smittekilden kunne således bekræftes. I alt tre personer mentes smittet på arbejdet, alle tre i Danmark; to af disse var dyrkningspositive.

Rejserelaterede tilfælde

I alt 35 tilfælde mentes smittet i udlandet og tre under ferieophold i Danmark, tabel 3. Heraf blev 32 rapporteret til EU's agentur for smitsomme sygdomme (ECDC). I alt 15 tilfælde var dyrkningsverificerede, heraf én L. longbeachae (Spanien). For to af disse kunne typningsbestemmelse fra vandforsyningen på de hoteller, hvor patienterne havde opholdt sig, bekræfte smittekilden. Tre danskere var involveret i tre udbrud, ét i Thailand med i alt seks tilfælde, ét i Italien med mindst seks tilfælde (et udbrud hvor turisterne havde boet på forskellige overnatningssteder) og ét i Østrig med to danske tilfælde (det ene i 2012).

EPI-NYT uge 46 2012 tabel 3

Laboratoriepåviste tilfælde

Der var i alt 120 laboratoriepåviste tilfælde af LP i 2011 (dyrkning, LUT, titerstigning eller PCR), heraf 35 tilfælde kun påvist ved PCR (inkl. fire non-pneumophila). Alle 120 tilfælde blev anmeldt. Fra 53 patienter blev Legionella isoleret ved dyrkning, fra én patient blev der både isoleret L. bozemanae og L. pneumophila serogruppe (sg) 6. Isolaterne fordelte sig med 36 L. pneumophila sg 1 (21 Pontiac og 15 non-Pontiac), seks sg 3, fire sg 6, én sg 10, tre L. pneumophila som ikke kunne serogruppebestemmes, tre L. bozemanae og én L. longbeachae.

Fordelingen af serogrupper var omtrent som i tidligere år. Serogruppe 1 har udgjort mellem 64 og 73 % af alle dyrkningsverificerede tilfælde de sidste 5 år (i gennemsnit 67 %), hvilket er en lavere andel, end man ser i andre lande. På Europæisk plan udgjorde sg 1 86 % af alle dyrkningsverificerede tilfælde i 2010 (ECDC Surveillance Report), men kun 64 % i Danmark. Den høje andel af non-serogruppe 1-infektioner medfører, at sensitiviteten for Legionella urin antigen test (LUT) kun er på ca. 60 % i Danmark (63 % i 2011 opgjort ud fra data i den nationale mikrobiologiske database (MiBa)). Hurtigtestene (immunokromatografiske tests) har en lavere sensitivitet end ELISA-baserede metoder, specielt for andre serogruppe end 1 og visse subgrupper af sg 1 (non-Pontiac).

Sekvensbaseret typning (SBT)

I dag udføres DNA-typning af L. pneumophila næsten udelukkende ved en konsensus SBT, hvor der sekventeres 7 gen-loci (flaA, pilE, asd, mip, mompS, proA og neuA). Hvert allel får tildelt et nummer, og hver kombination (en allel profil) får tildelt en sekvenstype (ST), f.eks. har ST 1 profilen 1,4,3,1,1,1,1. I de sidste 2-3 år har SSI forsøgt at type alle kliniske isolater samt alle epidemiologisk relaterede miljøisolater. I 2010 og 2011 er der DNA-typet 93 kliniske L. pneumophila-isolater, og der er påvist 51 forskellige sekvenstyper, 16 af disse er kun eller for første gang påvist i Danmark. Det er således en typningsmetode med høj diskriminatorisk evne, der kan bruges til epidemiologisk udredning.

På verdensplan er der til dato påvist 1333 forskellige sekvenstyper. De almindeligste typer i Danmark er ST 1 (N=16), som også er den mest almindelige type i resten af verden, herefter følger ST 42 (N=7), ST 93 (N=5) og ST 37, 82, 87, 845 og 931 med hver tre patienter. Den meget store diversitet i de danske L. pneumophila-isolater bekræfter, at langt de fleste tilfælde er sporadiske og epidemiologisk uafhængige tilfælde. Nogle typer forekommer dog ikke sporadisk, f.eks. er de tre ST 931 isolater (L. pneumophila serogruppe 1, subgruppe Bellingham) alle fra Koldingområdet. Samme sekvenstype er også påvist i vandprøver fra området, men er hidtil aldrig set andre steder i Danmark eller i resten af verden.

Kommentar

Antallet af patienter med Legionella-pneumoni i 2011 samt fordelingen på kategorierne sundhedssektor/samfund/rejse er stort set som de foregående år. Det samme gælder andelen af dyrkningsverificerede tilfælde og serogruppefordelingen.
Danmark har fortsat Europas (og sandsynligvis verdens) højeste andel af dyrkningsverificerede tilfælde (ECDC Surveillance Report). Det skyldes, at landets KMA'er forsøger at dyrke fra PCR-positive prøver eller sender dem til dyrkning på SSI. De mange isolater gør, at vi kan sige, at Danmark har Europas højeste påviste Legionella-diversitet, både med hensyn til forskellige arter/serogrupper og sekvens typer. Legionella urin test (LUT) har i Danmark ikke så høj en sensitivitet, som man kan finde angivet i de fleste publikationer, idet ca. 40 % er falsk negative, og det gælder specielt for de immunokromatografiske metoder.   
(A. Mazick, C. Kjelsø, Afdeling for Infektionsepidemiologi, S. Uldum, Mikrobiologi og Infektionskontrol)

Europæisk Antibiotikadag

Den 18. november 2012 afholdes den 5. Europæiske Antibiotikadag (European Antibiotic Awareness Day), som er et fælles europæisk initiativ med 37 deltagende lande (www.ecdc.europa.eu).

Europæisk Antibiotikadag er en årligt tilbagevendende begivenhed, hvis formål er at skabe opmærksomhed om korrekt brug af antibiotika. I forbindelse med dagen lanceres der i år en plakat ” Mange infektioner går over af sig selv uden antibiotika” og en tilhørende hjemmeside ”www.antibiotikaellerej.dk”. Materialet er rettet mod patienter i almen praksis og er udført i samarbejde mellem Lægeforeningen, Dansk Selskab for Almen Medicin, Sundhedsstyrelsen, Ministeriet for Sundhed og Forebyggelsen samt Statens Serum Institut.
(A.M. Hammerum, K.G. Kuhn, R. Skov, Mikrobiologi og Infektionskontrol)

Opgørelse over individuelt anmeldelsespligtige sygdomme og udvalgte laboratoriepåviste infektioner (pdf)  

Læs tidligere numre af EPI-NYT

14. november 2012