CEI-NYT
Information fra Central Enhed for Infektionshygiejne
Nr 117 - April 2011
Mindeord for forhenværende overlæge, dr. med. Ole Bent Jepsen † 3.2.2011
Det er med stor sorg, at vi har modtaget meddelelsen om overlæge Ole Bent Jepsens død.
Allerede hurtigt efter embedseksamen i 1964 vaktes hans interesse for mikrobiologi, sygehusinfektioner og hygiejne, og hans disputats fra 1974 havde da også fokus herpå: Undersøgelser af postoperative sårinfektioner med særligt henblik på infektioner forårsaget af Staphylococcus aureus og Escherichia coli. I 1978 tiltrådte han som overlæge ved den nyetablerede Central Afdeling for Sygehushygiejne på Statens Serum Institut. Fra starten og gennem hele sit arbejdsliv var han med til at organisere og præge sygehushygiejnen i Danmark - herunder Fagligt Forum for Sygehushygiejne, etablering af specialuddannelse for hygiejnesygeplejersker, udarbejdelse af nationale retningslinjer i form af Råd og Anvisninger og senest infektionshygiejniske standarder, overvågning af nosokomielle infektioner, håndtering af nye mikrobiologiske udfordringer, rådgivning, kursusledelse, undervisning og forskning. Også internationalt fik Danmark gennem Ole Bent Jepsens engagerede og flittige indsats sat sit præg på infektionshygiejnen, senest som en af hovedaktørerne i europæisk samarbejde om infektionsovervågning. Hans død har vakt international genklang.
I det daglige mødte han sine medarbejdere med en altid venlig og imødekommende facon, respekt og hjælpsomhed.
Æret være Ole Bent Jepsens minde.
Ændring vedrørende Diplomprogrammet i infektionshygiejne ved NHV
Nordiska Högskolan for Folkhälsovetenskap (NHV) har i de seneste år afholdt væsentligt flere kurser end det, der er fastlagt i skolens kontrakt med Nordisk Ministerråd. Det er derfor nu besluttet kun at give det antal kurser, som NHV rent faktisk får betaling for.
Dette får også betydning for Diplomprogrammet i infektionshygiejne. Fra og med efteråret 2011 gives specialmodulerne ikke længere hvert år, dvs. over to terminer, men i stedet over tre terminer.
For specialkurserne betyder det, at de seks kurser fordeles med to i efteråret 2011 og to i foråret, respektive efteråret 2012. Samtidig skæres der også ned på antallet af de øvrige kurser på programmet, idet disse fremover kun gives en gang om året.
Som en konsekvens af dette, har NHV besluttet først at antage nye studenter til Diplomprogrammet til efteråret 2012 for at sikre, at de studenter, der er antaget, sikres et rimeligt flow i deres uddannelsesforløb.
Se mere på www.nhv.se .
Temadag om observation af håndhygiejne
I anledning af WHO's globale Clean Your Hands Campaign den 5. maj afholder CEI temadag om observation af håndhygiejne den 28. april 2011 - for personale i sundhedssektoren, som er beskæftiget med implementering af håndhygiejne. Se program på www.ssi.dk.
Brug af fingerdosimeter på hospitalernes operationsområder
CEI er blevet bedt om en vurdering af fingerdosimeter ved arbejde med ioniserende stråling under operationer. Dette (blå) fingerdosimeter består af en TDL-tablet med samhørende fingerring med stregkode og fås fra Statens Institut for Strålebeskyttelse. Der er følgende problematikker forbundet med anvendelse på operationsområdet: Dosimetret er til genbrug, da det skal registrere den individuelle kumulerede stråling. Designet gør, at det er svært at desinficere mellem hver operationspatient. Derudover kan dosimetret hverken tåle varmesterilisation eller opbevaring i sprit, så optimal sterilisation/desinfektion er udelukket. Dermed bliver smitte og smittespredning en potentiel stor risiko. Det fremsendte dosimeter er af sådan en udformning, at det kan sidestilles med en fingerring, hvilket ikke er i overensstemmelse med danske retningslinjer om ikke at bære håndsmykker under operation eller i forbindelse med anden undersøgelse, behandling og pleje.
Konklusion: CEI kan ikke anbefale, at disse dosimetre bruges under operationer, hvilket Statens Institut for Strålebeskyttelse er orienteret om.
Opdateret vejledning fra Sundhedsstyrelsen
"Smitsomme sygdomme hos børn og unge” - Vejledning om forebyggelse i daginstitutioner, skoler, mv. er udkommet i en opdateret udgave, der erstatter publikationen fra 1996. Se http://www.sst.dk/publ/Publ2011/CFF/Sygdomme/SmitsommeSygdomme.pdf.
Vejledning om arbejdsdragt inden for sundheds- og plejesektoren
Denne længe ventede vejledning var i høring i foråret 2010, men blev forsinket af økonomiske årsager. Sundhedsstyrelsen har nu meddelt, at vejledningen forventes udgivet inden for kort tid.
Problemer omkring temperatur og indvirkningstid i bækkenvaskere
I Råd og Anvisninger om desinfektion i sundhedssektoren (2004) angives kravene til varmedesinfektion at være 90°C i 1 min., 85°C i 3 min. eller 80°C i 10 min. (A0 = 600 sek.). Der er stadig bækkenvaskere i Danmark, som er typegodkendt efter de svenske SPRI-specifikationer, og kravene er her en reduktion på 7 logtrin af en varmeresistent test-stamme ved 85°C. I EN/ISO15883 er kravene til varmedesinfektion i bækkenvaskere 80°C i 1 min. (A0 = 60 sek.).
Vaskeproceduren
Bækkenvaskere har ofte et vaskeprogram på 5 sekunder. En så kort indvirkningstid stiller store krav til det anvendte detergent, og normalt er det kun alkaliske detergenter, der kan vaske bækkenerne rene. Bækkenvaskere, som ikke tåler anvendelse af alkaliske detergenter, kan derfor være problematiske. I et canadisk arbejde var således forvask i 2 min., vask i 2 min. og varmedesinfektion ved 80°C i 1 min. ikke i stand til at fjerne varmeresistente sporer af C. difficile1.
Varmedesinfektion
I Tabel 1 er beregnet, hvor meget SPRI-teststammen vil blive reduceret med, hvis tid og temperatur indstilles som angivet til bækken- og instrumentvaskere.
Tabel 1
|
EN-ISO 15883 Bedpan WD
(A0 = 60) |
SPRI Bedpan WD
(A0 = 250) |
EN-ISO 15883 Instrument WD
(A0 = 600) |
| Tp. |
Desinfektion i sekunder (log10 reduktion) |
| 80˚C |
60 (1,7) |
250 (7) |
600 (17) |
| 85˚C |
18 (1,7) |
75 (7) |
180 (17) |
| 90˚C |
6 (1,7) |
25 (7) |
60 (17) |
Betingelser: z = 10˚C, Q10 = 10, log-lineær kinetik.
Z værdien er den temperaturændring, der skal til for at ændre tiden med 1 log10 trin.
Q10 angiver ændring i proceshastigheden, når temperaturen ændres med 10˚C.
Problemstillinger
Det har været kritiseret, at man i European standard EN12054 har valgt Enterococcus hirae ATCC10541 som teststamme, fordi den er påvist være meget mere varmefølsom end fx E. faecium ATCC6057.
Der er isoleret enterokokker, som er termoresistente ved 80˚C i 1 min. Dette er meget problematisk, fordi det giver mulighed for spredning af vancomycin-resistente enterokokker (VRE) i sundhedssektoren2,3.
Det er imidlertid ikke altid, at forudsætningerne for værdierne i Tabel 1 er opfyldte.
Betingelsen for, at 80°C i 1 min. svarer til 70°C er ikke opfyldt for alle enterokokker og en del andre bakterier. 80°C i 1 min. svarer således til mindst 100 min. ved 70°C4. Ved forekomst af sådanne bakterier vil et lille fald i procestemperaturen betyde svigt af varmedesinfektionen4.
I et nyere arbejde, hvor A0 er reevalueret, er konklusionen, at A0-værdien skal være ≥180 sek.4. Her er ikke medregnet kompensation for eventuelle afvigelser fra temperatur/tid specifikationer.
Enterokokker anvendes som teststamme, blandt andet fordi de giver at godt billede af det forventede drab over for virus. Ud fra værdierne i Tabel 1 kan man derfor tvivle på, om en reduktion under 2 logtrin ved 80˚C i 60 sek. er tilstrækkeligt til at eliminere de virus, der forårsager Roskildesyge.
Kontroller af tid og temperatur i bækkenvaskere i det tidligere H:S har vist, at der over tid er problemer med at bækkenvaskerne overholder temperaturen. Et overkill, som i CEN-forslaget til instrumentvaskere, giver derfor en sikkerhedsmargin over for de mikroorganismer, der ikke opfylder betingelserne for Tabel 1, og over for de variationer i tid og temperatur, der forekommer i praksis.
Sammenfattende konklusioner
Bækkenvaskere med en A0 = 60 sek. kan ikke forventes at præstere en varmedesinfektion, der kan forhindre en spredning af Roskildesyge, vancomycin-resistente enterokokker og C. difficile sporer.
Bækkenvaskernes korte vaskeprogram kan ikke forventes at kunne kompensere et varmedesinfektionssvigt ved forinden at have fjernet varmetolerante mikroorganismer fysisk.
Et overkill ved anvendelse af en A0 = 600 i bækkenvaskere må anses for nødvendigt, hvis disse skal være virksomme over for mikroorganismer, der afviger fra ”standardbakterier”, og hvis desinfektionssvigt grundet normalt forekommende afvigelser fra temperatur/tid specifikationerne i bækkenvaskerne skal imødegås.
Litteratur
1Alfa MJ, Olson N, Buelow-Smith L. Am J Infect Control 2008; 36:5-11. 2Kearns AM, Freeman R, Lightfoot NF. J Hosp Infect 1995; 30:193-199. 3Bradley CR, Fraise AP. J Hosp Infect 1996; 34:191-196. 4Diab-Elschahawi M, Fürnkranz U, Blacky A et al. J Hosp Infect 2010; 75:62–65.
Tilføjelse – helklæbende plast til afdækning
Siden udgivelse af CEI-Nyt nr. 116 har firmaet 3M tilsendt supplerende oplysninger vedr. jodindhold i incisionsdrapes, angivet i mg pr. cm².
Opdatering: Kemiske desinfektionsmidler, midler til rengøring af fleksible endoskoper og andre produkter
CEI vil fremover publicere opdateringer i form af vurderinger af desinfektionsmidler og andre produkter på hjemmesiden – indtil videre på www.ssi.dk/smitteberedskab/infektionshygiejne/desinfektion/vurderinger som pdf 2011-.
Siden sidste CEI-Nyt er følgende produkter vurderet:
• Cleantop-21 (til manuel rengøring af fleksible endoskoper)
• Farena spritservietter (til overfladedesinfektion)
• Desiclean servietter (til overfladedesinfektion af computerskærme)
• Wet Wipe Desinfektion engangsklude med akacid forte, vand og sæbe